Formel 1   04/01/11

Nico Hülkenberg til Force India - som 3. kører
At stort talent og mesterskaber hele vejen op gennem rækkerne til Formel 1, nogle gange alligevel ikke er nok til et fast sæde i eliteklassen kan den 23 årige tysker Nico Hülkenberg tale med om.
Siden sit Formel BMW mesterskab i 2005, har han også vundet mesterskaber i A1 GP serien, F3 Euroseries og senest GP2 serien i 2009.

Efter at have været testkører hos Williams gennem 2008 og 2009, kørte Hülkenberg, med Rubens Barrichello som makker, som 2.kører hos teamet i 2010, og viste gode takter og resultater hele sæsonen. Både Frank Williams, Rubens Barrichello og Patrick Head har ikke sparet på roserne til den unge tysker.


Nicolas Hülkenberg nu 3. kører hos Force india.
(Foto: Williams F1 / Lat)

Men trods alles forventninger om en aftale for 2011 også, blev ”Hulken” erstattet hos Williams af en (bedre betalende) Pastor Maldonado. Sikkert overraskende for mange, da Hülkenbergs manager er en vis Willy Weber, der normalt har evnet at holde sine kørere solidt på karrieresporet. Alligevel har Willy Weber måttet arbejde ekstra hårdt for blot at sikre et 3. kører sæde for Hülkenberg i Formel 1, da de fleste faste pladser allerede var besat efter beslutningen hos Willams blev endeligt truffet.

Det er nu, ifølge det schweiziske nyhedsmagasin ”Blick”, lykkedes at sikre Nico Hülkenberg pladsen som 3. kører og fredagstester hos Force India teamet. Pladsen som 2. kører, som kollega til den anden tysker hos Force India, Adrian Sutil, er gået til engelske Paul Di Resta, hidtil kendt fra Mercedes DTM teamet. Force Indias 2. kører, Vitantonio Liuzzi, er med en check på godt 11 millioner DKK i baglommen sendt ud af teamet. Så mon ikke, vi ser ham i et af de ledige 5 - betalings sæder hos F1 bagtroppen?

Mercedes som motorleverandør har fået sin mand ind med fast sæde i teamet. Men der kan nok ikke være meget tvivl om, at Paul Di Resta, med Nico Hülkenberg som en meget skarp og erfaren 3. kører, der ikke mindst har en Willy Weber bag sig i kulissen, vil være i hård intern konkurrence gennem hele sæsonen mod den tyske lobby for at forsvare sin plads hos Force India.

Søren Christensen


Læs mere om:
  • Adrian Sutil
  • Nicolas Hülkenberg
  • Paul Di Resta
  • Vitantonio Liuzzi
  • Force India

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde