DM Rally   09/11/10

Succes for Bygma Rally i Slagelse
De lokale kørere klarede sig flot
Midt- og vestsjællandske rallykørere tog godt for sig af placeringerne, da sidste afdeling af DM i rally blev afviklet på landevejene omkring Slagelse i Bygma Rally.
Bedst gik det som ventet for Brian Madsen fra Slagelse, der havde lejet en Peugeot 207 Super 2000 i Italien til dette løb.

Sammen med Anja Posorski fra Tjele blev Brian Madsen nummer to i løbet, kun ni sekunder fra førstepladsen. Hermed viste den nykårede danmarksmester i 2WD-mesterskabet at han også kunne give kørerne med firehjulstrukne biler kamp til stregen.

"Vi havde store problemer med spærredifferentialet på de første seks prøver, hvor vi satte tid til, men på løbets anden halvdel kørte det rigtig godt," sagde Brian Madsen ved målet.


Brian Madsen kører sin lejede Peugeot 207 Super 2000 gennem verdens største vandpyt.
(Foto: Michael Eisenberg)

Kim Madsen og Kasper Sørensen fra Sorø blev nummer 7 i Bygma Rally i Mitsubishi Lancer Evo i deres kun tredje løb med bilen. De kører stærkere og stærkere for hvert rally.


Kim Madsen øver sig i grænserne for drift i sin nye Mitsubishi Lancer.
(Foto: Michael Eisenberg)

Anders Rygaard, Korsør, og Henrik Skott, Maribo, havde endnu et flot løb i deres nyindkøbte Subaru Impreza N12b. De blev nummer 8 i generalklassementet og er et hold, man må regne med fremover.


Anders Rygaard tester, hvor meget man kan køre sidelæns i sin nye Subaru Impreza.
(Foto: Michael Eisenberg)

Med en 14. plads i generalklassementet og en 1. plads i klassen gjorde Kenneth Kolbe fra Slagelse og Janne Enevoldsen fra Svebølle det mere end flot i deres gamle Peugeot 205. De vandt samtidig DASU mesterskabet i deres klasse.


Hurtig og stabil kørsel er kendetegnet for Kenneth Kolbe i den gamle Peugeot 205.
(Foto: Michael Eisenberg)

Topkørerne for 25 år siden, Jens Nielsen, Slagelse, og Erik Worm, Sarau, var med i et DM-rally igen i en Opel Corsa Maxi Kit. De blev nummer 18 generelt og nnummer to i klassen efter en flot indsats.


Jens Nielsen kører kun lejlighedsvist rally, men han kan stadig køre stærkt.
(Foto: Michael Eisenberg)

Midland Historic Rally Cup blev vundet af Per G. Hansen, Ringsted, og Karsten M. Svensson, Hässleholm, i den flotte Porsche 911 RS fra 1976. Den var dog mindre flot med de buler den fik undervejs i løbet. Holdet blev nummer 22 generelt.


Per G. Hansens ellers så flotte Porsche 911 fik nogle buler, men vandt alligevel sejren i den historiske cup.
(Foto: Michael Eisenberg)

I den relativt billige standardbilklasse for gruppe N-biler under 1600 ccm var der flot klassesejr til Claus Steensen, Ringsted, og Peter Petersen, Sorø, i Suzuki Swift 1,6 Sport. De blev nummer 25 generelt.


Claus Steensen kører stærkere og stærkere for hvert løb i sin lille, rappe Suzuki.
(Foto: Michael Eisenberg)

Med en 26. plads generelt og en klassesejr i Midland Historic Rally Cup fik Troels Lund fra Slagelse og Michael Christensen fra Staffanstorp et rigtig flot resultat i deres historiske VW Golf GTI fra 1978. De blev nummer 3 i cuppen.


Stabil, hurtig og med overblik: Det er Troels Lund i den historiske VW Golf GTI, der vandt klassesejr.
(Foto: Michael Eisenberg)

For Anders Lysen, Sorø, og Henrik Vestergaard, Mørke, blev det kun til en 32. plads i Bygma Rally, men så havde de også et tidstab på otte minutter på en prøve i deres Suzuki Swift. Til gengæld blev Anders Lysen hyldet efter løbet af alle Suzuki Motorsport Danmarks kørere og codrivere for sin indsats for rallysporten.


Anders Lysen er manden bag Suzukis rallyteam, og selv er han en af de fire dygtige kørere.
(Foto: Michael Eisenberg)

I den klassiske rallycup var der fin kørsel fra Michael Koldsø, Dianalund, og Allan Mortensen, Vemmelev, i den utroligt flotte Austin Cooper S. De blev nummer 34 af alle og vandt klassesejr.


Det kræver omtanke at få en lille Cooper S både hurtigt og sikkert gennem de krævende hastighedsprøver. Michael Koldsø kan.
(Foto: Michael Eisenberg)

Nummer 37 blev Rene Kjellerup og Kenneth Jørgensen fra Slagelse, der stillede op med deres Opel Ascona i Midland Historic Rally Cup, hvor de blev nummer to i klassen.


Rene Kjellerup var med i Bygma Rally i sin flotte Opel Ascona.
(Foto: Michael Eisenberg)

Kurt Andersen, Sorø, og Erik Larsen, Svebølle, kørte endnu et godt løb i deres historiske Opel Kadett 1200 S. Navnlig på prøverne med grus, viste de stærk kørsel. De blev nummer 40 generelt og nummer to i deres historiske klasse.


Kurt Andersen har fået rigtig godt styr på sin historiske Opel Kadett.
(Foto: Michael Eisenberg)

Jesper Koldsøe fra Høng havde sammen med Simon Poulsen fra Fjenneslev mulighed for at vinde den klassiske rallycup i deres BMC Arden Cooper S, men desværre udgik de på første hastighedsprøve - inden de blev set af fotografen.

Slagelse Auto Sport


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Slagelse
  • 06/11/10 - Slagelse - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde