DM Rally   07/10/10

Peugeot Sport Dealer Team skal forsvare føringen
- i Danmarksmesterskabet i rally
Kampen om Danmarksmesterskabet i rally går nu ind i sin afgørende fase. Indenfor de kommende fem uger finder årets to sidste afdelinger af mesterskabet sted, og her gælder det virkelig for Peugeot Sport Dealer Team DK at være med fremme, hvis medaljeambitionerne skal realiseres. Karl-Aage Jensen og Freddy Pedersen fra henholdsvis Viborg og Bjerringbro indtager aktuelt en delt førsteplads i mesterskabet for de firhjulstrukne biler, mens de forsvarende mestre Christian Jensen og Søren Tøndborg fra Ans og Kjellerup ligger på en delt tredjeplads.

”Vores målsætning er helt klart at lave et godt resultat og helst vinde løbet, for vi skal forsøge at sikre os flest mulige point af hensyn til Danmarksmesterskabet,” siger Karl-Aage Jensen. ”Det kommer naturligvis også an på, hvem der er foran os, hvis det ikke skulle lykkes os at forsvare føringen. Eksempelvis gør det ikke så meget for os i pointregnskabet, hvis det eksempelvis er Steen Andersen eller Christian, som er foran os. Men mesterskabet er fuldt åbent, så bilen skal bare have fuld gas.”


Karl-Aage Jensen og Freddy Pedersen skal forsvare deres aktuelle føring i Danmarksmesterskabet i rally.
(Foto: Jimmy Mikkelsen)

Weekendens løb finder sted omkring Bramming og foregår over to dage. Første del finder sted fredag aften, hvor der udover kørsel i mørke også skal køres på grus.

”Prøverne fredag aften virker til at være spændende, og jeg kunne måske af rent egoistiske grunde håbe på, at det bliver regnvejr, for så kunne det blive rigtigt sjovt,” siger Karl-Aage Jensen. ”Det er selvfølgelig det skønneste for arrangement, hvis det er tørt, men så må vi bare slå dem alligevel.”

”Jeg har i hvert fald ikke noget imod at køre i mørke, og når det så er på noget grus, kan det blive nogle rigtigt spændende prøver. Der er også en lang dag om lørdagen, så motorløbet bliver bestemt ikke afgjort fredag aften. Det kan det jo være, når fredagen er omme, men det håber vi ikke.”

Karl-Aage Jensen og Freddy Pedersen fører i kampen om Danmarksmesterskabet takket være to andenpladser og en fjerdeplads i sæsonens hidtil kørte løb. Den eneste sejr, Peugeot Sport Dealer Team DK er blevet noteret for i DM-sammenhæng i år, hentede Christian Jensen og Søren Tøndborg ved den foregående afdeling. Og den sejr vil de gerne følge op.


Christian Jensen og Søren Tøndborg kommer atter til at køre i mørke ved det kommende DM-rally.
(Foto: Brian Juel)

”Målsætningen er klar. Det er at vinde,” siger Christian Jensen uden tøven i stemmen. ”Men det er der mange andre, som også vil, og så har vi gruset, der vil give os en ekstra udfordring, da vi ikke har nogle deciderede grushjul til bilen.”

”De grusdæk, vi kan få, er på 15 tommer, men vi kører normalt på 18 tommer dæk, så det vil kræve nogle helt andre fjederben, hvis vi skal kunne anvende dem. Derfor er vi nødt til at anvende dæk, der mere er beregnet til asfaltkørsel. Det er ikke optimalt, men sådan er det.”

Peugeot Sport Dealer Team DK


Læs mere om:
  • Christian Jensen
  • Freddy Pedersen
  • Karl-Åge Jensen
  • Søren Tøndborg
  • Peugeot Sport Dealer Team
  • Bramming
  • 09/10/10 - Bramming - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk