Danish Endurance Championship   30/09/10

DK Racing skal køre mesterskabet hjem
DEC - Danish Endurance ChampionshipLørdag den 2. oktober bliver en vigtig dag for DK Racing. Den dag skal racerteamet med den lynhurtige Opel Corsa på Padborg Park forsøge at sikre sig langdistancetitlen i to-liters klassen. Det er et mesterskab, som trioen Peter Ager, Tom Pedersen og Per Johansen har ligget til lige fra sæsonstart, men hvor der ved det løb blev gjort et alvorligt indhug i deres mesterskabsføring.

”Vi skal køre ordentligt og lidt sikkert, og det er selvfølgelig altid træls at skulle gøre det til finaleløbet, men sådan bliver det for vores vedkommende,” siger Tom Pedersen, der sammen med sine to teamkammerater har vundet to løb, men som i midten af september måtte notere sig for teamets dårligste resultat, da man havde en afkørsel, som kostede tre kvarter.

”En konkurrent forsøgte at køre forbi mig på vej ind i et sving, men tabte så bilen og røg ind i mig, så jeg røg af banen,” forklarer Tom Pedersen.” Det er hvad der sker, men hvis han ikke havde tabt bilen, så var det ikke sket.” Trods uheldet fører DK Racing stadig mesterskabet i deres klasse, men når det gælder kampen om distancepokalen - der går til det mandskab, der på tværs af alle klasser har tilbagelagt flest kilometer gennem året - er man rykket tilbage i rækkerne.

”Muligheden for at vinde distancepokalen er reelt smuttet for os, så de andre skal være meget uheldige, for at vi kan vinde den,” konstaterer Peter Ager. ”Vi har været driftssikre, men det har ikke været tilstrækkeligt, når vi bliver ramt. Det ser ud til at have ødelagt det for os, men mesterskabet i klassen skal vi have i hus. Vi satser da på at vinde igen, for det er efterhånden ved at være lang tid siden, at vi har vundet et racerløb.”

Det seneste løb i Danish Endurance Championship har betydet, at DK Racing ved Finaleløbet ikke udelukkende kan koncentrere sig om at være hurtigst på banen.

”Vi vil gøre alt det, vi har lært, og vi vil lægge os i selen for at køre taktisk,” siger Per Johansen om den kommende udfordring. ”Denne her gang har vi atter Kim Boisen med, og han var ikke med ved det sidste løb, og han plejer at stå for strategien. Vi må sætte vores lid til, at han lægger den rigtige strategi, og at vi tre kørere så kan efterleve den.”

”Bilen har i det store hele ikke fejlet noget. Det har været menneskelige fejl som Toms uheld og Peters stop-andgo ved det sidste løb på Padborg Park, som har givet os problemer. Vi kan ikke skyde skylden på bilen. Denne her gang bliver det vigtigste ikke at køre et sekund eller to hurtigere pr. omgang, men at vi ikke sætter noget over styr. Det er vigtigt, at vi holder et flow, hvor vi ikke taber koncentrationen, falder i søvn og laver nogle dumme fejl på den konto.”

Finaleløbet finder sted på den første lørdag i oktober, og det er jo den tid på året, hvor efteråret rent vejrmæssigt kan vise sig fra mange sider.

”Vejret skal helst være enten eller,” siger Tom Pedersen. ”Jeg vil selvfølgelig håbe, at det bliver tørvejr, men vi er faktisk også gode nok, hvis vi laver et decideret regnvejrs set-up på bilen. Men det fungerer ikke rigtigt med en mellemting.”

DK Racing


Læs mere om:
  • Per Johansen
  • Peter Ager
  • Tom Pedersen
  • DK Racing
  • Padborg Park
  • 02/10/10 - Padborg Park - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde