Formel 1   26/09/10

Alonso fra pole til sejr i Singapore
Vettel og Webber også godt tilfredse
Normalt når man har et løb hvor ham der startede på pole, vinder foran ham der startede som nr. 2, har det ikke været noget videre ophidsende løb. Det hjælper dog lidt på det, når det som i dagens løb i Singapore er 0,3 sekunders forskel på nr. 1 og 2 da løbet sluttede. Hvad man ikke kan se ud af resultaterne er alle de underholdende momenter og dramatiske begivenheder der faktisk var i løbet.

Der var aldrig rigtig kamp om førstepladsen i løbet. Alonso og Vettel kom bedst fra start og de kørte tæt hele løbet igennem - og pittede på samme tid. Men nogen egentlig duel blev det aldrig til - Alonso og Ferrari var bare i bedre form i dag, end Vettel og Red Bull.

Men bag dem var der godt gang i tingene. Og kedeligt var det sådan set heller ikke front, for selvom der ikke var nogen duel, så var det også tydeligt at Alonso ikke kunne tillade sig selv den mindste fejl, uden at Vettel ville være oppe i nakken af ham, eller det der var værre.

Det var Liuzzi der for alvor åbnede ballet, da han kort inde i løbet parkerede bilen, efter et par sammenstød med en Sauber. Parkeringen var dog ikke lovlig og parkeringsvagten skulle derfor have bilen fjernet - og sådan noget gøres bedst med en Safety Car på banen. Den kom dog så tidligt i løbet at det kun var omkring halvdelen af feltet der benyttede sig af muligheden og skiftede dæk. Mark Webber der lå bagerst af de fem første var den eneste fra den forreste del, der benyttede chancen til at få hårde sutter på bilen. Dermed røg han lidt ned, men de andre dækskifte sendte ham op på 3. pladsen.

Efter endnu en SC periode fik han halvvejs i løbet fornøjelsen af at have Lewis Hamilton i nakken. Dermed var der nu lagt op til en duel mellem nr. 1 og 2 i VM. Da Webber skulle forbi en Virgin tabte han lidt momentum og Hamilton benyttede sig af muligheden og strøg forbi på ydersiden, men lå dermed skidt placeret i forhold til det kommende venstresving. Webber tog svinget snævert, mens Hamilton måske blev en anelse optimistisk - der var kontakt og Hamiltons løb sluttede så der.

Dermed gjorde den tidligere mester det mere svært for sig selv end det behøvede at være. Inden løbet havde Webber snakket om at det var nødvendigt at køre taktisk, men det råd havde Hamilton åbenbart ikke tænkt sig at følge.

Webber sluttede dermed på 3. pladsen og er dermed fortsat nr. 1 i VM, med 11 point mere end Alonso, der i den grad har sat en slutspurt ind. 9 point efter Alonso kommer så Hamilton, der har 1 point til Vettel, der har 4 til Button. Button har dermed 25 point op til Webber. Og man får 25 point for en sejr - det kan næsten ikke blive mere spændende.

Button sluttede på en 4. plads, foran en flot kørende Nico Rosberg, der igen satte en streg under, hvem der er den store pointhøster hos Mercedes. Hans holdkammerat Michael Schumacher havde ikke verdens bedste weekend og endte langt uden for pointene. Undervejs var han involveret i et uheld, der mindede meget om episoden mellem Webber og Hamilton. Schumachers intermezzo var med Heidfeld den Tilbagevendte, der måtte bide i muren, mens Schumacher skulle have skiftet næsen.

Begge episoder blev behandlet af løbs-stewards'ene og i begge tilfælde fandt de frem til at det skulle der ikke gøres mere ud af, hvilket set fra sofaen virker ganske rimeligt.

Rubens Barrichello tog en 6. plads og fortsatte Williams teamets gode form, der blev understreget af at Nico Hülkenberg sluttede på en 9. plads.

Robert Kubica fik en fornem 7. plads, som ellers virkede tabt for ham, da han måtte foretage et ekstra pitstop på grund af en punktering. Polakken kom ud på banen på en beskeden 12 plads, men overhalede sig op til en 7. plads. Sejt kørt!

På 8. pladsen finder vi Adrian Sutil, der havde en lidt blandet dag på kontoret, men alt i alt nok er meget godt tilfreds med pointhøsten.

Hülkenberg altså på 9. pladsen og på 10. pladsen finder vi Felipe Massa, der mere og mere virker som en gåde i et topteam. Bevares, han har gode dage, men når de er dårlige, så er de altså også dårlige.

Også Kovalainen gjorde sig bemærket, da hans bil, efter en mindre kollision, indledte en ny karriere som fakkel. Køligt parkerede han ved pitmuren, kravlede roligt ud af bilen og udbad sig en ildslukker og slukkede det lille bål i kørertøjet.

Fire løb tilbage og VM er vidt åben. Der er 25 point mellem nr. 1 og nr. 5 - det kan ikke blive mere spændende. Det vil sidste år have svaret til en forskel på 10 point. Alt kan ske, men et par stykker skal rykke frem for alvor hvis ikke de skal ryge ud på et sidespor. I front kan kampen blive intens mellem en Alonso i en hurtig Ferrari og en Webber i Red Bull, der kører lige præcis det der er nødvendigt for at vinde VM med et enkelt point. Spændende skal det nok blive.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Marina Bay Street Circuit
  • 26/09/10 - Marina Bay Street Circuit - Formel 1
  • Singapores Grand Prix - Resultat

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde