Historisk 1976 mesterskab   10/09/10

Danmarksmesterskabet kom i hus
Lars Andersen sikrede sig sit femte Danmarksmesterskab, da han ved Grand Prix Danmark gjorde rent bord i klassen for historiske biler fra 1972-1976.
Køreren fra Schönemann Motorsport / Team Historic Racing har som vanligt deltaget med den trofaste, røde Porsche 911 RS, og selvom han i weekenden fik hård konkurrence fra Jan Heiselberg, lykkedes det at køre to sejre hjem.

Med hurtigste omgangstid i begge tidtagninger var der ikke stor tvivl om at Lars og Porschen var i topform. De gode takter fortsatte da også, da første heat blev kørt lørdag eftermiddag.


Koncentration før det gælder.
(Foto: Gripping Media)

Den røde Porsche holdt sig i front, men ikke uden kamp med Jan Heiselberg i BMW. De to kørere havde et tæt og fair race, hvor ingen af de øvrige konkurrenter fik en chance for at være med.

Også andet heat, der blev kørt søndag formiddag, leverede spændende motorsport til publikum. Denne gang blandede også svenske Mikael Østberg sig i kampen om de tre podiepladser, men endnu en gang var det Lars Andersen, der kunne stille sig på det øverste trin.

"Det er vildt fedt at køre mod Heiselberg", fortæller Lars Andersen. "Han er en dygtig kører, som formår at udnytte potentialet i bilen, så det er en hel fornøjelse at have ham på banen."


Forrest i feltet – Lars Andersen tog en dobbeltsejr ved Grand Prix Danmark.
(Foto: Gripping Media)

Undervejs satte Danmarksmesteren også ny banerekord for klassen i tiden 1:17,111. "Det er godt nok en hurtig tid i sådan en gammel bil", griner Lars, der ikke er i tvivl om hvem, der har en del af ansvaret for hans femte Danmarksmesterskab:

"Havde det ikke været for Lars Schönemann og hans nærmest magiske Porsche-fingre, så havde der nok ikke stået lige så mange pokaler på hylden", indrømmer han. "Jeg har regnet mig frem til, at jeg siden 2004 er udgået i under 3% af mine løb på grund af tekniske defekter - det er ikke meget - og resten af de defekter, der har været, har jeg kunnet køre i mål med."


Et-tallet bliver på Lars Andersens Porsche 911 RS i endnu en sæson.
(Foto: Gripping Media)

Lars Andersen og Schönemann Motorsport / Team Historic Racing kører sæsonens sidste løb på Ring Knutstorp til Classic Car Meeting den 2-3. oktober.

Team Historic Racing

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Lars Andersen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk