Rally Sprint   24/08/10

Anders Lysen erobrede andenplads
- på Høje Taastrup Race Way
Suzuki Motorsport fik en anden- og en femteplads med hjem, da teamet søndag stillede til start på Høje Taastrup Race Way, hvor den tredje af årets afdelinger af Yokohama Mesterskabet Øst blev kørt. Andenpladsen blev sikret af Anders Lysen/John Madsen (Sorø/Dianalund) i deres Suzuki Swift Maxi, mens Claus Steensen/Peter Petersen (Ringsted/Ringsted) i samme klasse blev noteret for en femteplads blandt 15 startende hold.

”Jeg er super tilfreds. I det vejr og med alt taget i betragtning er jeg meget glad for resultatet,” siger Anders Lysen. ”Heat 1 var faktisk et godt heat, hvor jeg fik Tim Svanholt til at ligge foran mig, så jeg kunne følge ham og holde et højt tempo. I heat 2 lavede jeg en bremsefejl og kørte ind i en chikane og fik 10 sekunders straf.”

”I det første heat var jeg 2-3 tiendedele foran Kenneth, og vi er kommet tættere på hinanden målt på tiderne, og jeg føler virkelig, at man kan se, at jeg har fået kørt nogle kilometer i bilen. Den fungerede også rigtig godt, efter at vores tekniker Klaus i den seneste uge har gennemgået den.”

Claus Steensen blev næstbedste kører fra Suzuki Motorsport med en femteplads i klassen.

”Det er jo en svær klasse, vi kører i, for i Yokohama Mesterskabet kæmper vi også med Anders og Kenneth, så chancen for at vinde er begrænset,” siger Claus Steensen. ”Jeg synes, at det er godt at blive nummer fem i klassen, når vi kun har 138 hestekræfter, og oveni det var vi også så heldige at vinde 1000 kroner fra Yokohama Danmark, så jeg synes, at løbet gik okay i Høje Taastrup.”


Claus Steensen kørte en femteplads hjem blandt 15 startende i klassen ved løbet i Yokohama Mesterskabet på Høje Taastrup Raceway.
(Foto: Suzuki Motorsport)

Derimod forhindrede tekniske problemer Suzuki Motorsports to øvrige mandskaber i at fuldføre løbet og score point til Yokohama Mesterskabet.

”Der var ikke spor antræk til problemer, men da vi kørte ind i et højresving, røg bilen ud af gear og jeg kunne ikke få den i gear igen,” forklarer René Harms (Nørre Alslev), der kørte sammen med Michele Danielsen (Bramming). ”Bagefter har vi på værkstedet skilt gearkassen ad og fundet ud af, at det var kronspidshjulet, hvor der var røget en tand af, som satte sig fast. Det var lidt ærgerligt, men vi har ikke ligefrem heldet med os i år, men det kommer forhåbentlig.”

Kenneth Madsen/Carina V. Møller (Dianalund/ Helsingør) fik en god start på racerdagen i Høje Taastrup, men så løb parret ind i flere uheld.

”Vi lå som nummer tre i klassen efter andet heat, men endte med at måtte udgå,” siger Kenneth Madsen.
”Da vi kom rundt på førte omgang i tredje heat og skulle bremse efter langsiden, gik bremsepedalen bare i bund, så jeg måtte tage håndbremsen, hvor vi kørte med 140 km/t. Det endte med, at jeg måtte fortsætte hen over en kantsten og ud på en mark, så vi kørte direkte i mål derefter. Til det fjerde heat begyndte det at øsregne, og her var vi så uheldige at knække en trækaskel og ikke kunne fuldføre.”

Næste gang Suzuki Motorsport stiller til start er ved årets tredje afdeling af Danmarksmesterskabet er ved Sydhavsrallyet, der køres i den første weekend af september.

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Anders Lysen
  • John Madsen
  • Suzuki Motorsport
  • Høje Taastrup
  • 22/08/10 - Høje Taastrup - Rally Sprint

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk