CHGP   04/08/10

Copenhagen Historic Grand Prix:
Det er nu det sker

CHGPI den kommende weekend, den 7. og 8. august går det løs i Fælledparken. Hundredvis af højtydende racerbiler slipper hestekræfterne løs i et hæsblæsende race ind ad Nørre Allé, gennem Fælledparken og tilbage ad Østre Allé i København, når Copenhagen Historic Grand Prix bliver afviklet for 10. gang.
År for år er arrangementet blevet bedre og bedre. Og intet tyder på, at det denne gang bliver anderledes.

Med en vejrudsigt, der lover behageligt dansk sommervejr og en deltagerliste med et usædvanlig stort antal stjernenavne, er der på forhånd dømt succes.

Varieret program
Tidsplanen ligger fast. Der bliver tale om et varieret program, som i sagens natur inkluderer de gamle historiske racerbiler, men også giver plads for moderne racerbiler og racersportsvogne – biler, der allerede nu har sikret sig en plads i motorsportshistorien.

De historiske klasser er traditionen tro inddelt i ”Racerbiler op til 1947” samt standard- og GT biler op til 1971 med hhv. små motorer på under 1300 ccm og store motorer over 1300 ccm. Desuden køres der med standard- og GT biler op til 1965 hhv. 1976.

Ferrari Challenge
Foruden de klassisk historiske klasser køres der løb i den såkaldte Ferrari Challenge, hvor 15 eksemplarer af de eksotiske italienske sportsvogne er tilmeldt. Alene fremvisningen af det store antal Ferrari’er er hele besøget i Fælledparken værd – men der bliver ikke kun kørt opvisningskørsel, lover deltagerne – hér handler det også om rigtig race.

Som i fjor er der skabt plads til fremtidshistorie i kraft af miljø-rigtige sportsvogne, el-drevne biler og hybridbiler og som noget nyt køres der desuden med publikum. I ”Race for Riget” kan publikum (til fordel for Rigshospitalets børne- og ungeafdeling) købe sig til en køretur på racerbanen i Fælledparken i ultra hurtige racersportsvogne fra Ferrari, Audi, Aston Martin, Mercedes-Benz og ikke mindst den dansk byggede Aquilla racer. Det er alle biler med 4-600 hestekræfter, en rå lyd og nok så væsentligt: Racerstjerner i førersædet.


Jason Watt er med i Race for Riget i denne 607-hestes Kleemann E55K Mercedes, som danskeren i 2002 satte verdensrekord med. Dengang nåede han en hastighed på 338 km/t og bilen blev dermed klassificeret som verdens hurtigste 4-personers personbil.
(Foto: Clauding Communication)

Jasons verdensrekordbil
Jason Watt er blandt de kørere, der byder på køreture banen rundt. Men det bliver ikke, som først antaget i Jasons Ford GT, men derimod den 607-hestes Kleemann E55K Mercedes, som Jason Watt i 2002 satte verdensrekord med. Dengang nåede han en hastighed på 338 km/t og bilen blev dermed klassificeret som verdens hurtigste 4-personers personbil.


(Foto: Clauding Communication)

Stjernekørere på stribe
I Race for Riget kan man også køre med nogle af de stjerner, der også dyster i Royal Pro-Am klassen, hvor amatør-kørere deler bil med racerstjernerne. Listen over stjerner i København i år er alenlang: Tom Kristensen i spidsen og i uprioriteret rækkefølge: Allan McNish, Derek Bell, Andy Priaulx, Jan Lammers, Gijs van Lennep, Jackie Oliver, Casper Elgaard, Harold Primat, Tommy Brorsson, Michel Nykjær, Erik Høyer og mange flere – og mest kendt blandt ”amatør-kørerne”: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, der fortsat er protektor for Copenhagen Historic Grand Prix.



Andy Priaulx er 3-dobbelt verdensmester i standardvognsracing (WTCC). Han deltager i Copenhagen Historic Grand Prix i Royal Pro-Am klassen.
(Foto: Clauding Communication)

Den åbne ryttergård giver publikum mulighed for at komme tæt på de mange stjernekørere og ikke mindst de hundredvis af historiske racerbiler. Der er et stort antal udstillere, der fremviser spændende produkter og der findes et Tivoli på baneområdet, hvor ikke mindst børn kan få en munter oplevelse. Udenfor hegnet, på ”Classic Car Park”, kan alle, der har lyst, få indblik i det kulturelle aspekt bag ”CHGP”: Hér er hundrede vis af klassiske biler parkeret og der er god mulighed for også at få en snak med bilernes ejere.

Fredag eftermiddag
I år vil racerbanen i Fælledparken efter planen være godkendt allerede fredag eftermiddag, i og med at myndighederne har givet tilladelse til at lukke Nørre Allé fredag morgen. Det giver løbsarrangørerne større mulighed for at sikre en præcis afvikling af programmet, der starter med tidtagning lørdag morgen klokken 08:30.

Og fredag eftermiddag vil et antal af de spændende racerbiler være opstillet på Københavns Rådhusplads, så alle forbipasserende kan se dem og få en smagsprøve på hvad der kan opleves i Fælledparken henover weekenden.

Tidsplanen er følgende:

Lørdag d. 7. august:

  • 08:30-12:45: Træning, tidtagning samt opvisning af miljørigtige biler
  • 12:55-13:45: Race for Riget
  • 13:50: Åbningstale
  • 13:55-17:25: Race i alle klasser

Søndag d. 8. august:

  • 08:30-12:00: Træning, tidtagning samt opvisning af miljørigtige biler
  • 12:05-12:25: Alfa Romeo All Stars
  • 12:30-13:20: Race for Riget
  • 13:30-17:20: Race i alle klasser

Der kan læses mere om Copenhagen Historic Grand Prix på CHGP.dk.

Copenhagen Historic Grand Prix

Udsendt af Clauding Communication
v/ Søren Clauding


Læs mere om:
  • Andy Priaulx
  • Jason Watt
  • Fælledparken
  • 08/08/10 - Fælledparken - CHGP

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk