Rally   08/07/10

To store løb på otte dage
Jesper Bisted tager kampen op med Europas rallyelite
Det unge danske rallytalent, Jesper Bisted fra Horsens, deltager i den kommende uges tid i ikke mindre end to krævende rallyer, ét i Frankrig og ét i Tyskland.

"Vi bruger løbene som træning til anden halvdel af DM-sæsonen," fortæller Jesper Bisted fra sin mobiltelefon på en tysk Autobahn på vej til Frankrig. Han stiller op i sin 185-hestes Citroën C2 R2 sammen med sin erfarne codriver Arne Pagh fra Middelfart.


Jesper Bisted og Arne Pagh glæder sig til udfordringerne i to store rallyer på kun en uge.
(Foto: Michael Eisenberg)

Første løb er Rallye International de Bourgogne Côte Chalonnaise midt i Bourgogne-distriktet, og ugen efter går det løs i ADAC Eifel Rallye i det tyske bjergområde lige syd for den berømte racerbane Nürburgring.

"Navnlig det tyske løb byder på hård konkurrence, for det tæller til tysk mesterskab, og i vores klasse er vi oppe mod den tidligere europamester Bruno Thiry i en bil mage til vores egen, siger Jesper Bisted.


Jesper Bisted og Arne Pagh på vej mod klassesejren i et dansk rally i maj. Nu gælder det løb i Frankrig og Tyskland.
(Foto: Michael Eisenberg)

Jesper Bisted og Arne Pagh har fået en meget flot seedning som nr. 30 ud af 92 deltagere i det tyske løb.

Deres mål i det danske mesterskab er at blive bedste hold i klassen op til 1600 ccm. De vandt klassesejr i første DM-rally i år, men udgik i andet løb efter at have snittet en sten, som slog et forhjul skævt.

"Nu får vi kørt 250 kilometer hastighedsprøver på otte dage, det bliver god træning til de kommende DM-løb," slutter en optimistisk Jesper Bisted.


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Arne Pagh
  • Jesper Bisted

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk