Special Saloon   25/06/10

Endelig kører Porschen!
Efter 2 miserable sæsoner i den snart 25 år gamle Porsche, hvor der konstant har været motorproblemer, var det med stor spænding, at afprøve bilen til åbningsløbet på Jyllandsringen. De første omgange var OK, og alle småting som jeg har gået og puslet med i vinter, virkede umiddelbart perfekt, samt var omgangstiderne hurtigere end sidste år.

Men et stykke inde i 1. tidtagning, begynder motoren at sige underlige lyde, så jeg kører straks i pit. Jeg får, i fællesskab med flere "eksperter", starten motoren op, og der er flere bud på hvad der kunne være galt. Jeg selv var overbevist om at det var plejllejerne igen igen, og havde faktisk mest lyst til at læsse bilen af i 6. bassin på Esbjerg Havn, men kørte alligevel hjem i garagen og skilte motoren ad.
Heldigvis viste det sig, at det blot var en dårlig ventillås, som var på vej til at smide ventilen på afveje!! Heldigvis ingen skader på motoren overhovedet! Dog kostede det mig SSC Festivalen, som jeg havde set frem til hele vinteren.

Da jeg fik fat i de rigtige stumper, fik jeg hurtigt samlet motoren igen. Den kørte som en symaskine, og jeg var klar til løbet i Padborg. Det var nu ca. 2 år siden at jeg havde gennemført en hel løbsweekend, så succeskriteriet var blot at gennemføre alle 4 sessions. (Kollegerne på arbejdet havde sågar væddet om det!) Så der var temmelig stort pres på. Og jeg skal da lige love for, at den kørte godt.
Alle de små skavanker den har haft med underlige lyde, for høje temperaturer osv, var simpelthen ikke eksisterende mere. Jeg kørte de hurtigste tider jeg nogensinde har kørt før, trods det at jeg hele tiden havde fokus på lyde og instrumenter. Herefter følte jeg at jeg kunne slappe af, og koncentrere mig om opsætning og ideallinjer.

Så det var med store forventninger at jeg stillede til start på Jyllands-Ringen til Juniløbet, velvidende at jeg havde en bil der nu fungerede. Det skulle også vise sig, at jeg også her lavede nye personlige banerekorder. For første gang har jeg kørt 1.14 tider, hvilket i min verden er "jævnt" hurtigt!
I begge tidtagninger blev jeg nr. 6, hvilket jeg var udemærket tilfreds med, taget konkurrenternes fartmaskiner i betragtning! (Malermesteren, Hansen, Klostermann og Aquilaer'ne).
Jeg sluttede 5'er i 1. heat, uden den store dramatik. Kørte omtrent samme tider som Vejlbys hurtige BMW, men jeg havde en stor fordel på langsiderne, hvor Porschen virkeligt trækker fra! Anderledes forholdt det sig i 2. heat, hvor jeg desværre var så uheldig at få en "slow puncture", så jeg ikke kunne følge med min nærmeste konkurrent Vejlby, der langsomt men sikkert kørte fra mig. Jeg fik dog bilen helt hjem (trods fladt bagdæk) på en samlet 5. plads, skarpt forfulgt af Jacob Borum.

Næste løb bliver på min yndlingsbane, Ring Djursland, med friske dæk, så mon ikke Aquila'erne og Hansen, lige skal holde et vågent øje med den gamle "Gulf Porsche".

Andreas Kjærgaard
SSC SP4
# 412


Læs mere om:
  • Andreas Kjærgaard
  • Jyllandsringen
  • 20/06/10 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde