Go Kart   23/06/10

”Det bedste jeg har set hele året”
Ricky Flynn imponeret over sin unge danske kører, der igen vandt begge finaler i det engelske mesterskab Super One i 4. afdeling i Rowrah.
De giver ikke op uden kamp i England. Kørerne i det engelske mesterskab Super One har fundet ud af, at Jacob Nørtoft er svær at følge med, men strategierne for at hamle op med den unge dansker er tydeligvis lagt – det fandt Jacob Nørtoft ud af i weekenden, hvor han kørte 4. afdeling i Rowrah.

- Konkurrencen på banen betød, at jeg måtte kæmpe hårdt at holde modstanderne væk – og det lykkedes da heldigvis også, siger Jacob Nørtoft som – igen – kunne kalde sig sejrsherre af både 1. og 2. finale i en afdeling af Super One. Oven i købet igen på en bane, som Jacob aldrig tidligere har stiftet bekendtskab med.


(Foto: Chris Walker)

Også teamchef Ricky Flynn er imponeret over sin danske superstjerne i det britiske mesterskab:
- Det var et ekstremt hårdt løb. Vi måtte tage os sammen for at vinde begge finaler. Men Jacob kørte fantastisk flot – måske det bedste jeg har set hele året, siger Ricky Flynn. Nørtoft var 3/10 hurtigere end den næsthurtigste i træningerne op til løbet i Rowrah, men farten kom alligevel ikke rigtig i Jacobs kart til tidtagningen hvor kloge konkurrenter sørgede for, at han aldrig fik en hurtig omgang.

- Farten var slet ikke optimal. Jeg blev 4’er i mit første heat lørdag og vandt 2. heat søndag. I første finale startede jeg 2’er, og de pressede mig rigtig, rigtig hårdt, men det lykkedes mig at overhale, få luft og vinde 1.finale, siger Jacob Nørtoft.

I anden finale fandt Jacob farten. Og selvom han blev overhalet på første omgang, lykkedes det at køre sejren hjem. Dermed blev den 7. finalesejr ud af 8 mulige en realitet i den britiske serie.


(Foto: Chris Walker)

- Jeg må sige, at formen blev holdt ved lige, og jeg er nu ekstra skarp til EM, siger Nørtoft, som er på vej til Genk på at teste på banen, hvor EM skal køres den 8.-11.juli.

Jacob Nørtoft lagde med sejrene i weekenden så megen afstand til forfølgerne i Super One, at englænderne virkelig skal trække både kaniner og fart op af hatten for at ånde Nørtoft i nakken i den samlede stilling.

Anne Ristorp Kraufeldt


Læs mere om:
  • Jacob Nørtoft

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk