STC Cup   06/06/10

Jan Magnussen mistede forhjulet i sidste sving
Det startede godt, men sluttede skidt for Jan Magnussen, da anden afdeling af det skandinaviske mesterskab for standardvogne, STCC, blev afviklet på bybanen i Göteborg. Jan Magnussens team Perfection Racing havde inden løbet i Göteborg skiftet BMW’en ud med en Chevrolet Lacetti, men til trods for at Jan kørte i bilen for første gang om fredagen, imponerede han i det stærke skandinaviske felt med at kvalificere bilen på andenpladsen, kun 7 hundrededele sekund fra Pole Position, der gik til Dahlgren i Volvo.

Da starten gik mistede Jan en position og lå bag de to førende Volvoer. Men Jan begyndte at presse norske Rustad og da denne mistede bilen og gik sidelæns, var Jan Magnussen hurtigt indenom. Jan Magnussen var derefter på vej mod en sikker andenplads, inden der i sidste sving opstod dramatik for feltets hurtigste dansker. Netop som han bremsede ind til sidste sving, røg forhjulet af og det var kun med nød og næppe, at Magnussen fik bilen drejet rundt i svinget uden at ramme autoværnet. Med gnisterne flyvende fra bilen kæmpede Jan sig mod målstregen, som han passerede på syvendepladsen, hvilket betød startplacering som nummer to til andet løb.


Jan Magnussen tæt på autoværnet i Göteborg.
(Foto: Jan Kaiser)

”Det gik jo desværre ikke som vi havde håbet” sagde en skuffet Jan Magnussen efter løbet. ”Først var vi rigtig, rigtig glade, da vi kunne se, at vi var konkurrencedygtige med den nye bil. Det gik over al forventning, men desværre blev det ikke omsat til resultater i løbet. Jeg havde en god fight med Rustad, som blev presset til at lave en fejl, netop som jeg forsøgte et angreb. Derefter gjaldt det om, at få bilen hjem på andenpladsen og få nogle gode point. Men ligesom jeg går på bremsen ind til sidste sving røger forhjulet af, og jeg kæmper for at få bremset bilen. Bilen går ud, men jeg får den hurtigt startet og begynder at humpe mod målstregen, samtidig med at jeg prøver at tælle, hvor mange der når forbi. Heldigvis når jeg ind på syvendepladsen, så jeg kan starte helt fremme i andet heat”.


Jan Magnussen går indenom Rustad der har mistet kontrollen.
(Foto: Jan Kaiser)

Andet løb blev desværre meget kort for Jan Magnussen, der havde sat næsen op efter en sejr. I første sving blev han presset ud over curben af Olsson i Scirocco og derefter ramt af Schlünssen i BMW, der fik sendt Jan rundt i et spin foran hele feltet. Chevrolet’en stoppede lige foran autoværnet, men da Jan ikke kunne få bilen i bakgear, var løbet overstået.


Olsson, forrest, har presset Jan Magnussen ud og efterfølgende bliver han sendt rundt af Schlünssen.
(Foto: Jan Kaiser)

”Jeg er rigtig irriteret over det, der skete i andet heat” fortæller en skuffet Jan Magnussen. ”Mindre end en time før løbsstart, bliver Olsson og jeg, fordi vi starter nummer et og to, kaldt op til løbsdommerne, der fortæller os, hvordan vi skal køre i starten. Her bliver det pointeret, at vi skal respektere hinandens positioner i de første sving, således at vi skal give hinanden plads til at kunne køre side om side ellers falder der straf. Jeg får en god start og er på siden af Olsson og det første der så sker, da vi går ind i første sving er, at Olsson tvinger mig helt ud over banekanten og bagefter bliver jeg ramt i bagerste hjørne af Schlünssen, så jeg snurrer rundt. Schlünssen får en straf for at snurre mig rundt, men Olsson slipper mærkeligt nok uden straf”.

Jan Magnussen tager nu videre til Le Mans, hvor han næste weekend skal forsøge at vinde sin klasse for Corvette for femte gang.

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Göteborg (gadeløb)
  • 05/06/10 - Göteborg (gadeløb) - STC Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk