24H Series   17/01/10

GRC Racings Aston Martin i mål i Dubai
Efter 24 timer kom GRC Racings Aston Martin Vantage N24 over målstregen i Dubai som nr. 42 i det samlede resultat og nummer 6 i klassen. Det er det første løb bilen har deltaget i.

”Normalt lever en placering som nummer 42 ikke op til vores ambitioner med den bil,” siger Teamchef Jan Kalmar. ”Men først og fremmest er vi lykkelige for, at løbet blev gennemført og den uheldige spiral Aston Martinen har bevæget sig i er blevet brudt. Det skal ikke misforståes. Vi kører altid efter pokaler, men vi vidste godt at mulighederne var lidt dårligere da vores BMW 120d desværre blev ødelagt under træningen.”

Ikke desto mindre kunne en lidt anderledes fordeling af held og uheld på Autodromen i Dubai have vendt gevaldigt op og ned på tingene.


(Foto: GRC Racing)

”Efter 3½ time var vi nr. 18, umiddelbart efter en BMW 120d fra Ungarn vi klart var hurtigere end,” fortsætter Jan Kalmar. ”En slange til kølingen af baghjulsbremserne blev revet løs, og et lille stykke ståltråd, der egentlig bare skal holde slangen åben rev bremseslangen helt af. Det kunne have gået galt, men køreren reagerede super hurtigt, og vi kunne komme i gang med reparationen kort tid efter. En prototype som vores Aston Martin efterhånden har udviklet sig til kan dog altid være spændende i den slags situationer, og hele sagen satte os en time tilbage.”

En time på den ca 5½ km lange bane svarer til omkring 25 omgange, så mulighederne for en podieplacering var næppe længere realistiske. Det ville i hvert fald kræve at rigtig mange andre biler også fik langvarige problemer.

”Heldet var dog stadig ikke helt med os, og omkring midnat kørte en Renault Clio ind i siden på os. Umiddelbart var skaderne begrænset til et baghjul, men senere på natten holdt vi stille næsten 90 minutter med en knækket baghjuls ophæng som en følgeskade på det uheldige mødemed clioen tidligere. Derudover havde organisationen problemer med benzinsystemet hvilket betød at vi løb tør for brændstof. Men alt andet lige er jeg glad og tilfreds. Bilen viste dels at dens holdbarhed generelt er i orden, dels viste den også, at den har potentialet til at komme frem i feltet. Med den speed vi havde og den strategi der var planlagt havde bilen top 10 potentiale. Ikke dårligt!”


(Foto: GRC Racing)

Begge teamets biler skal nu pakkes sammen i containerne, så de kan blive fragtet tilbage til Europa.

Næste planlagte løb for GRC Racings biler er første afdeling af det tyske langdistancemesterskab VLN på Nürburgring i slutningen af marts.

GRC Racing
Peter Hindsgaul


Læs mere om:
  • Jan Kalmar
  • Dubai Autodrome
  • 15/01/10 - Dubai Autodrome - 24H Series

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk