DM Rally   22/11/09

Skønne spildte kræfter!
Der var lagt i kakkelovnen til en gyserafslutning på årets rallysæson i weekendens Yokohama Gjønge Rally, som blev kørt på Møn. Det historiske mesterskab for ældre rallybiler kaldet Midland Historic Rally Cup skulle afgøres, og Kim Madsen og Kasper Sørensen havde i sinde at tage mesterskabet med hjem til Sorø for 3. gang i træk. Det blev både til gys, spænding og ikke mindst seværdig rallykørsel på et højt niveau, førend vinderne kunne kåres.

En sejr var påkrævet over Per G. Hansen i Porsche 911, hvis det skulle lykkedes for Sorø-parret. Det er mere reglen end undtagelsen, at netop disse to rallyhold har nogle knivskarpe dueller, og dysten på Møns veje var bestemt ingen undtagelse.

Taktikken var at lægge aggressivt fra start på de første hastighedsprøver, da Kim godt var klar over at de lange lige stræk på prøverne var til fordel for Porschen. For tilkuerne var der heller ikke tvivl om at Escorten blev kørt til grænsen – og måske lidt over! På første prøve havde Kim og Kasper en lille afkørsel, men tidstabet til Per G. Hansen kunne holdes på et par sekunder. Men på prøve 2 skete det, der helst ikke måtte ske – på grund af det glatte underlag blokerede hjulene ved nedbremsning til en chikane, og en påkørsel af en vandtønde var umulig at undgå. Det forårsagede ret så store skader på bilen, men heldigvis ikke så store, at det ikke var muligt at køre videre. Tidstabet til Per G. var ved dagens første service nu øget til hele 25 sekunder, og det så for alvor svært ud.

På servicepladsen ydede servicefolkene en stor indsats, og med hjælp fra Ib Kraghs mandskab (tak for det!), lykkedes det på mirakuløs vis at få bilen til (næsten) at ligne sig selv igen. Herefter var det op på hesten igen, for at se om det tabte kunne indhentes.

Resten af dagen blev der virkelig givet gas, og prøve for prøve blev der taget sekunder ind på Porschen, og ved mål var resultatet en forskel på 14 sekunder – i Kims favør! Dermed var mesterskabet hjemme – troede vi! Efter målstregen blev Kim og Kasper indkaldt til en samtale med løbets jury, der endte med at udelukke teamet, da de mente at Kim i forbindelse med afkørslen tidligere på dagen, havde kørt imod kørselsretningen. Jubel blev vendt til dyb skuffelse, men intet kunne stilles op mod en noget uretfærdig dom.

Situationen ved uheldet var, at de ikke kunne nå at bremse på det glatte underlag, og derfor påkører chikanen og ikke kan nå at dreje til venstre ud på prøvens sidste omgang. For at komme fri af chikanen var der ingen anden mulighed end at bakke nogle få meter, både for at komme væk fra vejen, og dermed ikke genere andre deltagere, men også for at komme videre ud på sidste omgang.

Kim Madsen Motorsport
Henrik Bülow Andersen


Læs mere om:
  • 14/11/09 - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk