DTM   24/10/09

Audi: "Tak for alt, Tom!"
DTMTom K æret før afsked
Tom Kristensen fik en stor overraskelse, da han på Hockenheim blev forenet med sin DTM-racer før sin sidste optræden i mesterskabet. Audi har malet danskerens A4 i ekstra rødt og hvidt, og på køleren lyder der en stor tak for seks gode år i DTM.

Kristensen kvitterede for æren ved at blive noteret for dagens hurtigste tid i kvalifikationen, men det rakte desværre kun til en femteplads. Nordjyden blev på sin afgørende omgang i tredje kvalifikationsrunde generet af Mercedes-konkurrenten Gary Paffett, der fyldte lidt rigeligt på vej ind i pitten, og dermed formåede Kristensen ikke at komme med blandt de sidste fire, der i fjerde runde skulle afgøre de forreste pladser med én, flyvende omgang.

"Det var lidt ærgerligt, for jeg havde chancen for at slå Mercedes-køreren Paul di Restas tid og dermed komme med i finalen. I finalen blev tiderne langsommere, og derfor endte min tid faktisk med at blive den bedst noterede i den endelige kvalifikation. Paffett havde ikke noget at gøre så langt ude i banen, og jeg mistede kostbare tiendedele, da han pludselig lå og cruisede i sidste sving på vej ind i pitten. Men okay, femte startplads er ingen katastrofe på Hockenheim, så nu må jeg bare afvente starten og se, hvad den bringer," kommenterer Kristensen fra Hockenheim.

Danskeren er umiddelbart låst, da hans holdkammerat Timo Scheider ligger umiddelbart foran på startgridden på en tredjeplads. Scheider fører mesterskabet med syv point og vil med blot en femteplads endegyldigt forsvare sin titel fra 2008. Den eneste anden kører med vinderchancer, den bredt kørende Gary Paffett, skal mindst blive nummer to for at kunne indhente Scheiders forspring, men med en andenplads på startrækken har briten stadig en chance.

I pole position holder Tom Kristensens gode ven og kollega, Mattias Ekström, så kortene er godt blandet mellem de bedste Audi- og Mercedes-kørere før sæsonfinalen i Deutsche Tourenwagen Masters.

"Alles øjne er naturligvis rettet mod Scheider og Paffett, men jeg regner med en sportslig afgørelse på mesterskabet. Det er klart, jeg personligt ikke vil genere Scheider, men kommer jeg i infight med Paffett, vil jeg naturligvis køre holdets chance på fair vis. Kan jeg slutte min DTM-karriere med et mesterskab til Audi, har jeg fået en god afsked, og kan jeg så også komme op at vinke fra podiet en sidste gang, kan jeg ikke ønske mig mere," siger Tom Kristensen.

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs mere om:
  • Tom Kristensen
  • Hockenheim
  • 25/10/09 - Hockenheim - DTM
  • Hockenheim - Kvalifikation

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk