DTM   22/10/09

Bakkerud klar til godt resultat på Hockenheim
DTMDen danske DTM kører, Christian Bakkerud, ser i den kommende weekend frem til at køre den meget spektakulære sæsonfinale i DTM serien. Det er et løb der traditionelt lokker mange danske motorsportsfans til den tyske Hockenheim bane i Baden-Wuertenberg i Sydtyskland. Bakkerud ser også dette sidste løb i 2009 kalenderen, som en stor chance for at sikre sig det bedste resultat i år.

”Det har været en lang sæson, det har været svært at køre med om sejrene. Typisk har mit mål med den bil jeg har, været en 11. eller 12. plads. At komme længere op i feltet er ikke realistisk, men man skal jo køre løb med det materiel man har.”


(Foto: motioncompany)

Sidste weekends løb på den franske Dijon-Prenois bane så ellers ud til at give Bakkerud et topresultat, men desværre blev den unge dansker påkørt først af en konkurrent, og siden af en teamkammerat. Den danske kører havde ellers for alvor fundet farten i sin 2007 Audi, som er den ældste generation bil i feltet. Men sådan skulle det desværre ikke gå.

”Det sidste løb så ellers rigtigt lovende ud, jeg lå til at få et rigtigt godt resultat indtil jeg blev kørt af. Ikke en men hele to gange på den samme omgang blev jeg påkørt. Så var det desværre slut for mig.”


(Foto: motioncompany)

Sæsonfinalen på Hockenheim er vigtig for både Bakkerud og hans Kolles Futurecom-TME team. Det markerer kulminationen på en lang DTM sæson, og eftersom sæsonfinalen er årets sidste løb, vil alle kørerne i feltet gerne markere sig, og det ser Christian som en fordel.

”Planen er at jeg skal bruge hovedet, og komme ud af sæsonen med et godt resultat. Det er vigtigt både for mig, og ikke mindst for teamet. De har arbejdet hårdt for mig hele sæsonen, og jeg vil gerne give dem et godt resultat før vinterpausen sætter ind.”

”Jeg kender banen vi kører på, da vi også startede DTM sæsonen i år på Hockenheim. Men det gør de andre jo også, det kommer næppe til at spille den helt store rolle. Men jeg ved at min Audi racer er hurtig på denne bane, og hvis jeg holder lidt igen så bør det være muligt at komme op i rækkerne.”

”Normalt er det sådan, at sæsonfinalen får folk til at køre lidt vildt, og tage lidt rigeligt med chancer. Så hvis jeg holder mig ude af de mange uheld der typisk kommer, så er jeg sikker på at jeg kan komme op i rækkerne.”

Christian ser også frem til at møde de mange danske fans, som traditionelt besøger den spektakulære DTM finale på den sydtyske bane. Der er arrangeret besøg i Bakkeruds teamgarage, hvor mange danske fans vil komme tæt på både bilen, og lære mere om DTM serien.

”Det glæder jeg mig meget til, det er altid en stor oplevelse at møde danskerne på de udenlandske baner. De kommer naturligvis også for at sige farvel til Tom Kristensen der kører sit sidste DTM løb denne weekend. Men der er også stor interesse for at se min bil, og hilse på mig. Og det glæder mig meget, jeg kan huske første gang jeg så et Dannebrog med mit navn på, det gjorde mig at glad at mærke den opbakning.”


(Foto: motioncompany)

DTM kan følges live på den officielle tyske TV kanal ARD. Alternativt sendes der live med dansk kommentering ved Lars-Christian Brask og Peter Nygaard på Canal+ Sport 2.

Tidsplan for DTM finalen på Hockenheim:

Fredag den 23. oktober:
16:50 – 17:20 Roll-out
17:20 – 17:25 Startøvelser

Lørdag den 24. oktober:
08:55 – 11:25 Fri træning
13:50 – 14:43 Kvalifikation
14:50 – 15:15 International Pressekonference

Søndag den 25. oktober:
09:35 – 10:05 Warm-up
13:20 – 13:30 Opvarmningsomgange
13:30 – 13:45 Grid show
14:03 Løb
15:20 Podieceremony
15:40 – 16:05 International Pressekonference

Aslak Vind
Press Officer
Christian Bakkerud


Læs mere om:
  • Christian Bakkerud
  • Team Kolles & Heinz Union
  • Hockenheim
  • 25/10/09 - Hockenheim - DTM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk