Danish Endurance Championship   14/10/09

ww-racing danske mestre
DEC - Danish Endurance ChampionshipDen 10. oktober skulle tingene sættes endeligt på plads i årets DEC mesterskab, og i klassen 0 – 1.600 ccm. var der lagt op til en herredyst.
ww-racing førte serien, men havde en bunden opgave, der hed, at teamet skulle slutte som nummer 2 hvis Jørgen Hansen Biler sluttede først.

Da Suzuki folkene under tidtagningen, ved at sætte klassens bedste tid, viste at de bestemt ikke havde tænkt sig at forære noget væk, var ordren til Werner og Bjørn klar:
”Tab ikke på noget tidspunkt den førende bil af syne!”

Lupo Racing var uheldige under tidtagningen, men fik dog bygget bilen så godt sammen igen, at de absolut var farlige, ligesom HM motorsport endelig havde fået løst deres motorproblemer, så løbet var helt åbent.

At vejret samtidig svingede mellem blæst og småregn bidrog i den grad også til at gøre tingene spændende. Efter 55 min. sker katastrofen – Werner får en snurretur af en løsgående Clio, og taber så meget tid, at Lupo Racing går forbi, og 5 min. efter er den gal igen.

Werner giver, helt efter bogen, plads for Perfection Racings BMW, men Michael Klostermann har brug for meget plads til sin brede kørestil, så Werner får en snurretur mere.
Som den rutinerede kører han er, får Werner dog bragt Saxoen på ret kurs igen, men kort efter sætter motoren ud og går i stå pga. bensinmangel. Efter et par forsøg starter motoren igen, og Werner kommer ind til et alt for tidligt tankstop.

Bjørn Larsen kommer i bilen, og kort tid efter begynder regnen at falde over Padborg.
De fleste teams vælger at skifte til regndæk, men ww-racing fortsætter på slicks, da den nærmeste konkurrent Lupo racing ikke kører i pit.

Efter en snurretur i depotsvinget, får Bjørn Larsen ordre på at komme i pit for at få monteret intermidiates.
Her lever teamets mekaniske dreamteam igen op til sit navn, ved at få Bjørn på banen igen uden at han mister sin 2. plads.

Efter 87 minutters kørsel er Bjørn på radioen med besked om, at Saxoen er voldsomt tørstig, og motoren sætter ud. Vel vidende, at det er 3 min. for tidligt, for at kunne overholde tidsreglerne for køretid, må bilen i pit, og Werner overtager rattet.

Heldigvis kommer safety-caren på banen efter 15 min. og et lynhurtigt førerskift bliver udført, hvorefter Bjørn Larsen igen er på banen med besked om at lade Jørgen Hansen racing køre, selvom der kun er 30 sec. mellem bilerne.

Kl. 16.46 kan Bjørn Larsen så køre i pit til luksusversionen af den traditionelle æblekage og et velfortjent glas champagne som tak for den 2. plads, der sikrer det danske mesterskab, som ww-racing har været så tæt på to gange, men som hver gang er glippet i sidste øjeblik.


(Foto: ww-racing)

At konkurrencen i 2009 har været hård, understreges af, at ww-racing skulle bruge 2 første pladser og 3 anden pladser, samt en tredje plads i konkurrencen om flest kørte km., for at sikre sig mesterskabet.

Stor jubel hos ww-racing over at det endelig lykkedes. Nu skal vinteren bruges til at overveje hvad der skal til for at gentage succesen i 2010.

ww-racing
Ole Juhl


Læs mere om:
  • Bjørn Larsen
  • Werner Wounlund
  • ww-racing
  • Padborg Park

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde