Danish Touringcar Challenge   28/09/09

Nu skal Danish Touringcar Championship afgøres
Fire kørere har muligheden for at vinde det prestigefyldte mesterskab
Efter en lang og spændende sæson nærmer årets udgave af Danish Touringcar Championship sig sin afslutning. I den kommende weekend afvikles den traditionsrige DM-Finale på FDM Jyllandsringen, hvor den syvende og sidste af årets mesterskabsafdelinger køres, og her skal ejermændene til de tre medaljer findes.

Der er denne gang stor spænding om udfaldet, for ikke bare er der fire kørere, som har muligheden for at sikre en medalje. De har alle sammen chancen for at vinde den af guld!

På FDM Jyllandsringen vil tre af kandidaterne kæmpe hårdt for at score de points, der er nødvendige i deres personlige regnskab. En kører kan nemlig kun medregne de 16 bedste resultater fra sæsonens 21 løb, så det er ikke nødvendigvis alle placeringerne fra DM-Finalens tre løb, som bliver omsat til mesterskabspoints. Faktisk er det kun den afsluttende finale, hvor pointene automatisk ryger direkte ind på kørernes konti, da netop dette løb ikke kan fratrækkes.


Michel Nykjær er en af kandidaterne til årets DTC-mesterskab.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Dette er specielt Michel Nykjær, Næstved, og Henrik Lundgaard, Hedensted, opmærksomme på. Duoen fra Chevrolet Motorsport Danmark har nemlig ikke blot fuldført de fleste af årets løb. De ligger også ganske tæt i tabellen, hvor der inden DM-Finalen kun er sølle to points, som adskiller dem – det er mindre end forskellen på en første- og en andenplads!

Sydsjællænderen skal således mindst slutte et af de to indledende kvalifikationsheats i top 6, for at hans pointscore vokser, mens kravet til Henrik Lundgaard er en tand højere, da han aktuelt skal i top 5 i et af disse løb for at få flere points. De to kørere skal med andre ord give gas for at udnytte deres chancer, for deres indbyrdes styrkeforhold på årets første oktobersøndag afgør måske ikke blot, hvem af dem, der bliver bedst placeret i Danish Touringcar Championship, men også om en af dem kan blive Danmarksmester.

Jan Magnussen, England, er ikke blot den tredje spiller om årets titel, men også køreren, der måske kan høste det største pointmæssige udbytte af DM-Finalen.


Jan Magnussen skal forsvare sin titel fra sidste år.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Et datosammenfald med et amerikansk løb forhindrede den forsvarende DTC-mester i at deltage i en af årets afdelinger, og da han samtidig har en nulscore i bagagen fra Juniløbet, bliver det kun pointene fra et af årets løb, han skal kaste bort. Her er det aktuelt en femteplads, der er hans dårligste pointgivende resultat, og dermed er han noget tættere på en sammenlagt førsteplads end det efterslæb på 14 points, tabellen udviser.

Øverst i denne tabel finder man James Thompson, England, og han må betegnes som DM-Finalens absolutte joker. Han har siden foråret ført mesterskabet, men da han længe inden sæsonstart havde indgået en kontrakt om at køre i Australien den 10. oktober, kommer han ikke til at sætte sig bag rattet af sin vante Honda Accord og forsvare sin DM-føring. Men han kan stadig vinde mesterskabet, hvis det ikke skulle lykkes trioen Michel Nykjær, Henrik Lundgaard og Jan Magnussen at få deres pointscorer til at vokse tilstrækkeligt…

Heller ikke i de øvrige cups og mesterskaber er der faldet nogen forhåndsafgørelse i Danish Touringcar Championship.

DM-Finalen skal således afgøre, om enten Per Poulsen, Årup, eller Jens Møller, Ikast, kan kalde sig DTC Cup-vinder, om Chevrolet Motorsport Danmark kan forsvare deres teammesterskab overfor Hartmann Honda Racing, mens John Hansen, Kruså, og Martin Marrill, Stege, tager deres sidste duel blandt Invitation Only-kørerne.

Stillingen i Danish Touringcar Championship:
Pl. Kører Mærke Point
1. James Thompson Honda Accord Euro-R 239
2. Michel Nykjær Chevrolet Lacetti 232
3. Henrik Lundgaard Chevrolet Lacetti 230
4. Jan Magnussen BMW 320si E90 225
5. Jason Watt Seat Leon 187
6. Per Poulsen Honda Accord Euro-R 178
7. Martin Jensen BMW 320si E90 162
8. Jens Møller Seat Leon 143
9. Kasper Jensen BMW 320i E46 93
10. Michael Carlsen Peugeot 407 90
11. Joachim Stephansen BMW 320si E90 72
12. John Nielsen BMW 320si E90 72
13. Casper Elgaard Seat Leon 59
14. Kim Morgan Jensen BMW 320i E46 48
15. Tom Pedersen Mercedes C200 24
16. Hans Hartmann Honda Accord Euro-R 23
17. Kristian Poulsen BMW 320si E90 14
18. Peter Ager BMW 320si E90 13
19. Roland Poulsen BMW 320si E90 8

Stillingen i DTC Cuppen:
Pl. Kører Mærke Point
1. Per Poulsen Honda Accord Euro-R 285
2. Jens Møller Seat Leon 263
3. Kasper Jensen BMW 320i E46 210
4. Michael Carlsen Peugeot 407 193
5. Joachim Stephansen BMW 320si E90 168
6. Kim Morgan Jensen BMW 320i E46 134
7. Hans Hartmann Honda Accord Euro-R 37
8. Peter Ager BMW 320si E90 34
9. Kristian Poulsen BMW 320si E90 32
10. Roland Poulsen BMW 320si E90 28

Stillingen i Invitation Only:
Pl. Kører Mærke Point
1. John Hansen Seat Leon Supercopa 286
2. Martin Marrill Seat Leon Supercopa 255
3. Jens Ole Mathiesen BMW M3 E46 228

Stillingen i teammesterskabet:
Pl. Team Point
1. Chevrolet Motorsport Danmark 443
2. Hartmann Honda Racing 391
3. Ree Sport 372
4. Team FDM Motorsport 195
5. Team Bygma Jason Watt Racing 187
6. Team Telesikring Racing 157
7. JM Racing 97
8. Carlsen Motorsport 90
9. KC Motorsport 51
10. KP Racing 24
11. Poulsen Motorsport 22

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Henrik Lundgaard
  • James Thompson
  • Jan Magnussen
  • Jens Reno Møller
  • John Hansen
  • Martin Marrill
  • Michel Nykjær
  • Per Poulsen
  • Jyllandsringen
  • 04/10/09 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk