Danish Touringcar Challenge   17/09/09

Teamchefens mareridt
Søndagens andet DTC-heat var en nervepirrende affære for teamchef Kent Bo Steffensen
Det er set så ofte før. Når et team råder over to topkørere, vil de før eller senere havne i en duel på banen. Det er selvfølgelig lidt et luksusproblem, for det er altid rart at have to kørere, som begge kan blande sig i toppen. Men det gør det ikke mindre spændende, når de begynder at dyste indbyrdes og det gjorde Chevrolet Motorsport Danmarks to kørere, Michel Nykjær og Henrik Lundgaard i dag på Ring Djursland.

Andet heat i DTC har i år været opskriften på tæt og spændende race. Den vendte grid med nummer 8 fra første heat på pole position har sikret, at feltet i andet heat bliver holdt samlet og det var også tilfældet på Ring Djursland. Her var det Jason Watt, som var startet i pole position og han forsvarede sin placering, det bedste han havde lært - og så har de bagvedkørende det ikke let.

Heriblandt var Henrik Lundgaard, som efter en god start lå lige foran Michel Nykjær. Der er ikke blevet anvendt teamordrer hos Chevrolet-teamet i år. Hver mand kører sin chance og sådan var det også i dag. Michel Nykjær forsøgte sig flere gang med at komme forbi Henrik Lundgaard, som lige så ofte afviste angrebene. Så langt, så godt. Tæt og spændende kørsel, men spændingen steg så småt i pitten, hvorfra teamet fulgte dysten.


(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

Flere gange drønede de to Chevroleter afsted side om side, men hele tiden med behørig respekt for hinanden og der skulle da også endnu en bil til, før det gik galt. I en nedbremsningsduel for enden af pitlangsiden får Henrik Lundgaard en mulighed for at komme indenom Jason Watt, der så - uforskyldt - kommer til at ligge lige i sporet for Michel Nykjær, der rammer ham hårdt.

Henrik Lundgaard kommer forbi. Jason Watt bliver sendt på tværs, men kører videre. Det gør Nykjær også, men ikke længere end til pitten, hvor Chevroleten hurtigt bliver dømt ude. Kofangeren skraber imod det ene hjul og kølervandet løber ud af bilen, som ikke kan gøres klar på den korte tid, der er imellem andet og tredje heat.

Henrik Lundgaard kom i mål på en andenplads i heatet, men skæbnen var ikke færdig med at spille Chevrolet Motorsport Danmark et puds endnu. Dommerne takserede nemlig Chevroleternes indblanding i uheldet til en strafbane til hver, hvilket blev ændret til 3 sekunders straf, da heatet var slut inden strafbanen kunne gennemkøres. Det sendte Henrik ned fra en anden- til en fjerdeplads - og ikke mindst også de samme to placeringer ned ad startgridden til finaleheatet.

"Puuuuh - det er godtnok ikke sådan noget, jeg bryder mig om at stå og se. Men sket er sket og heldigvis er begge da stadig med i kampen om mesterskabet," udtaler teamchef Kent Bo Steffensen efter løbet på Ring Djursland, hvor Chevroleterne bidrog lige lovlig rigeligt til spændingen.

Henning Smed

Chevrolet Motorsport Danmark


Læs mere om:
  • Henrik Lundgaard
  • Michel Nykjær
  • Chevrolet Motorsport Danmark
  • Perfection Racing
  • Ring Djursland
  • 13/09/09 - Ring Djursland - Danish Touringcar Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde