DM Rally   08/09/09

Svanholt Motorsport
Tim Svanholt og Per Henriksen fik vigtige point til opgøret om Danmarksmesterskabet, og et godt udgangspunkt for semifinalerunden på hjemmebane i Hedeland Motorklubs Rally Midtsjælland, som køres den 26. september

Konkurrenterne fik sig noget af en overraskelse, da starten gik til sæsonens tredje runde af Danmarksmesterskabet i rally, for Roskilde-holdet Tim Svanholt og Per Henriksen var i topform og lagde så hårdt ud i deres rappe VW Golf GTI, at de allerede på den anden af det fynske KDAK Rallys 10 hastighedsprøver tog føringen i generalklassementet.

Det høje tempo fortsatte på de to følgende hastighedsprøve, og Svanholt og Henriksen havde stadig alle de øvrige 76 startende biler i feltet bag sig, da de valgte at slække akkurat så meget på farten, at de med lidt større sikkerhed kunne bevare føringen i deres klasse og sikre sig vigtige point til opgøret om Dansk Idræts Forenings ralllymesterskab for 2-hjulstrukne Gruppe A-standardbiler.


Tim Svanholt og Per Henriksen i VW Golf GTI var flyvende i det fynske KDAK Rally.
(Foto: Svanholt Motorsport)

Frem til løbets ottende prøve var Roskilde-holdet i stand til at fastholde positionen som feltets anden- eller tredjehurtigste kun distanceret af tre 4-hjulstrukne biler.
En lille udskridning på løbets ottende og tredjesidste hastighedsprøve kostede ganske vist 5-6 sekunder i tabt tid, men Roskilde-holdet havde stadig et komfortabelt forspring for ærkerivalerne Martin Johansen og Henrik Vestergaard i Suzuki Swift Sport.

Men på løbets sidste hastighedsprøve indhentede Roskilde-holdet en langsommere kørende bil på en rundbane og først efter flere kilometer lykkedes det at slippe forbi. Samtidig satsede Martin Johansen hårdt for at vinde ind på konkurrenterne fra Roskilde.

- Det kostede os omkring en halv snes sekunder at ligge bag den bil, men det lykkedes dog alligevel at holde Martin Johansen så meget på afstand, at vi kunne slutte med en klassesejr og en fjerdeplads i generalklassementet. Det er vi fuldt ud tilfredse med, fastslog en glad Tim Svanholt efterfølgende.

I den samlede DM-stilling har Martin Johansen og Henrik Vestergaard 50 point og Tim Svanholt og Per Henriksen 49 point, så der er lagt op til et tæt opgør, når DM-kandidaterne lørdag den 26. september mødes til sæsonens fjerde og næstsidste runde på Sjælland, nemlig Hedeland Motorklubs Rally Midtsjælland, som bl.a. skal køres i Hornsherred.

- Med sejren på Fyn er vi nu kun et enkelt point efter Martin Johansen og Henrik Vestergaard, så det giver os et godt udgangspunkt for at score nye point på hjemmebane og måske tage føringen i den samlede stilling forud for finalerunden, tilføjer Tim Svanholt.

Svanholt Motorsport


Læs mere om:
  • Per Henriksen
  • Tim Svanholt
  • Svanholt Motorsport
  • Fyn
  • 05/09/09 - Fyn - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde