Formel Ford - DK   28/08/09

Vestergaard med helt fremme på hjemmebane
Udenlandsfynboen: Nils K. Vestergaard havde set frem til FDM 100 års jubilæums GP Danmark med pæne forventninger. Årets danske toppunkt inden for banesporten bød på en lang startliste med kørere fra henholdsvis DM-feltet og Formula Ford Benelux-serien (FFB). Sidstnævnte løbsserie har Nils K. Vestergaard deltaget i siden 2007.


Udenlandsfynboen sigter efter en slutplacering i FFB-serien 2009 som toer.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- I al beskedenhed sigtede jeg efter en sejr på hjemmebane. Jeg scorede en etter ved den nyligt afviklede FFB-løbsweekend på Formel 1 grand prix-banen: Zolder i Belgien. Samtidig scorede jeg to tredjepladser ved det forrige arrangement på FDM Jyllands-Ringen, hvor vi i racingteamet testede nogle specielle opsætninger af henholdsvis fjedre og støddæmpere.

2009-sæsonen er blevet en realitet for Racingteam Vestergaard i samarbejde med oliefirmaet Gulf, som havde inviteret flere motorsports-entusiaster til motorbanen ved Silkeborg.
- Jeg var naturligt opsat på at give gæsterne fra Gulf en god oplevelse, fortsætter Nils K. Vestergaard. - Jeg var dog en lille smule handicappet, fordi jeg startede op på nye udfordringer i England ugen op til grand prix’et, og havde derfor ikke mulighed for at træne om fredagen i GP-løbsweekenden. Alligevel scorede jeg hurtigste kvalifikationstid samt start i front.


Nils K. Vestergaard scorede pole position ved FDM 100 års jubilæums GP Danmark.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Nils K. Vestergaard fik en god start, og holdt føringen uden problemer frem til midt i heatet, som var fastlagt til 11 omgange på den 2.300 m. lange asfalt-motorbane ved Silkeborg:
- I front var vi to kørere med næsten identiske omgangstider. Jeg måtte derfor køre de såkaldte konservative ideallinjer, fordi jeg ellers ville give konkurrenten mulighed for at slipstreame og bremse sig inden om. På fjerde omgang gav han mig et hårdt skub bagi, hvor det ellers havde været mere klogt at afvente en eventuel kørerfejl fra min side.


Nils K. Vestergaard havde forberedt en god opsætning af Formel Ford’en på FDM Jyllands-Ringen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Udenlandsfynboen blev herved skubbet ud på græsset, og kunne først genoptage forfølgelsen efter en forsinkelse på 15 sekunder. Slutresultatet blev herved en 11. plads. Teamchef og far Gert Vestergaard supplerer:
- Konkurrenten blev nr. 5 over målstregen efter en idømt strafbane, og fik derfor heldigvis ikke placeringsfordel af skubbet.

- Startplaceringen i løbsheat 2 ved grand prix’et blev afgjort af hurtigste baneomgang i det første løbsheat, oplyser Nils K. Vestergaard. - Den taktiske kørsel samt de efterfølgende smudsige asfaltdæk bevirkede en dårlig startplacering for mig i det yderst jævnbyrdige startfelt. For løbsheat 2 blev slutresultatet derfor en 6. plads.


Nils K. Vestergaard gik til makronerne foran de mange tilskuere ved GP Danmark.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

I Formula Ford Benelux-serien resterer 2 løbswekeender på 4.300 m. lange Zandvoort i Holland, hvor der inden en ombygning og modernisering blev afviklet Formel 1-grand prix’er.

I FFB-slutspurten satser Nils K. Vestergaard stadig væk på at slutte som samlet toer. Udenlandsfynboen ligger på en delt tredjeplads, selv om der blev tabt lidt terræn ved grand prix’et på FDM Jyllands-Ringen.

Racingteam Vestergaard

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Nils K. Vestergaard
  • Racingteam Vestergaard
  • Jyllandsringen
  • 23/08/09 - Jyllandsringen - Formel Ford - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde