Special Saloon   20/08/09

Så blev der fyldt op på rækkerne
For de fleste baneklasser har 2009-sæsonen været kendetegnet af lave deltagerantal, men Bel-Ray SSC Challenge trodser trenden til Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen, hvor der er mere end 30 biler tilmeldt.
Klassen var ellers ikke så godt besat under den seneste løbsweekend på Padborg Park, men traditionen tro trækker Grand Prix Danmark kørere til fra nær og fjern.


Der er garanti for tætte kampe i weekendens SSC-løb.
(Foto: Gripping Media)

Alene i SS1-klassen kommer tre debutanter til. Erik Holgersen skal køre i den dieseldrevne Alfa Romeo 147, som Brian Mikkelsen deltager med i DEC-serien. Uffe Dalsgaard, Hjørring, og Jacob Forman, København, står til at debutere med hhv. en Ford Escort Mk.II og en VW Golf GTi.

Sidste års debutant, Mikael Todbjerg, kommer igen med sin Nissan Skyline i SS3, hvor han skal op imod kørere som Hans-Henrik Pedersen i Corvette C5R.

Der er også en helt familiefejde, der skal afgøres. Brødrene Vestergaard, Jesper, Thomas og Jacob, kommer i hhv. Alfa Romeo 155 Q4, Ferrari 360 Challenge og Lotus Elise V-Tech. Jesper, der i 2007 kørte en enkelt afdeling med den gule Alfa, kommer sammen med Thomas til at køre i SS3-klassen, mens Jacob stiller til start med sin Lotus i SP4, hvor han skal prøve kræfter med Johannes Graversen, Frederik Holm og tilbagevendte Mikael Sode.


De tre Vestergaard-brødre stiller op til familiefejde i weekenden.
(Foto: Thomas Vestergaard)

Brødrene Vestergaard har iøvrigt en onkel, der er berømt og berygtet i SSC-kredse. Hans Vestergaard, der i mange år huserede i klassen med sine potente racerbiler. Senest en Corvette med 700 hk til godt 1000 kg bil. Hans kørte i flere sæsoner mod Johannes Graversen, så der bliver helt sikkert nostalgi i luften over Resenbro.

Afgørelserne kommer

Med kun to løbsweekends tilbage af sæsonen, er mesterskaberne begyndt at lukke til. I SS1-klassen har Joakim Ottesen 30 points, så her er det stadig helt åbent. Det bliver der nok gjort noget ved i weekenden.

Christian Vejby har en mission: Han skal gennemføre ét heat for at sikre mesterskabet i SS2. Med 83 points forspring til Erik Skovbjerg, er den stille nordjyde ret sikker på at tage titlen.


Kan Christian Vejby gennemføre ét heat, er han SS2-mester.
(Foto: Gripping Media)

I SS3 er det hele afgjort med Jørgen Hansens manglende tilstedeværelse. Christer Gislerud har 66 points forspring til veteranen, og dermed er førstepladsen sikret. Nu kan han så koncentrere sig om det generelle mesterskab, hvor den nærmeste konkurrent er Christian Vejby.

Johannes Graversen fører SP4-klassen med 6 points til Lars Schönemann, der som bekendt har trukket sig fra dette års mesterskab. På 3. pladsen ligger Frederik Holm, der stadig har mulighed for at snuppe mesterskabet, hvis Johannes altså ikke fortsætter med at køre så hurtigt og stabilt.

Man kan roligt sige, at der er lagt i ovnen til en spændende weekend for alle Special Saloon Car-fans.

Bel-Ray SSC Challenge

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 23/08/09 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk