Super Challenge   20/08/09

Kim Phillip: ”Vi kæmper videre”
MC-Basen Super ChallengeDen tidligere tredobbelte mester er ikke nået tidligere sæsoners niveau
Tre gange har han taget den samlede sejr i Super Challenge-serien for Danmarks bedste Road Racing-kørere, og sidste år var han også med i titelopgøret til det sidste.

Men når sæsonens femte afdeling i weekenden køres ved FDM’s 100 års Jubilæums GP Danmark, er Kim Phillip, Morud, for en gangs skyld placeret noget nede i rækkerne. Fynboen er på syvendepladsen med blot halvdelen af det pointantal, som mesterskabsfavoritterne Steven Tirsgaard, Give, og Jan Jespersen, Herlev, foreløbig har samlet sammen i toppen af tabellen.

”Det er ikke alderen, som tynger,” siger Kim Phillip, ”selv om jeg har været lidt halvinvalid i år. Jeg døjer stadig med mit rygproblem fra sidste år, hvor jeg væltede, men jeg tror, at mit håndled nu er ved at være klar til næste løb. Jeg kan tage 20 armbøjninger, uden at det gør noget.”

Eksmesteren står i år foreløbig blot noteret for en enkelt podieplacering – som ikke er en førsteplads – og det står i skarp kontrast med resultaterne i de seneste tre sæsoner, hvor han mindst en gang hvert år er løbet af med en løbssejr. Og ofte flere.

”Forklaringen er kort og godt den, at jeg ikke har fået fuld føling med min nye Yamaha-motorcykel,” siger Kim Phillip om årsagen. ”Det er ellers en rigtig god maskine, for på VM-plan kan man jo se, at det er sådan en, som den hurtigste mand kører på, men vi har nok to forskellige budgetter…”


Kim Phillip (3) kæmper både mod Jan Jespersen (43) og Steen Hansen (35) på asfalten, ligesom han skal blive dus med sin nye motorcykel.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Sidste år blev Kim Phillip en af de mest vindende kørere, da han på sin Yamaha kørte fem førstepladser hjem. Men erfaringerne herfra har han ikke kunnet bruge til noget i år.

”Det er en helt ny motorcykel, Yamaha har bygget til år,” forklarer fynboen. ”Det eneste, den har til fælles med den gamle, er, at hjulene er de samme. Det er en helt ny 4-cylindret rækkemotor med en anden krumtap og et noget kraftigere drejningsmoment. Den trækker helt anderledes, og så er den blevet ti procent tungere. Om det er det ene eller det andet, som gør det, ved jeg ikke.”

”Motoren er udviklet ligesom Valentino Rossis motor fra VM. Den har den samme konfiguration, og det er første gang, at nogen har lavet en serieproduceret motor sådan. Udgangspunktet er en god idé, men den kræver meget mere træning og tilvænning, og det er lidt ærgerligt, for den er meget interessant at køre på.”

Der er specielt et område, hvor Kim Phillip ikke så meget er i kamp med d’herrer Tirsgaard og Jespersen, men mere med motorcyklen.

”Jeg har ikke fået den rette tiltro til at få den kylet rundt,” indrømmer Kim Phillip. ”Det er det at skifte retning hurtigt, at gå hårdt ind i et sving og så skifte over på den anden side, som er problemet. Her er den svær at få rundt, for jeg har ikke føling med, hvor meget jeg tør smide med den, og det er jo i indbremsningen og i de hurtige sideskift, at man skal hente noget.”

”Men vi kæmper videre og vi skal nok få det bedste ud af det.”

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Kim Phillip
  • Jyllandsringen
  • 23/08/09 - Jyllandsringen - Super Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde