Clio Cup - DK   18/08/09

Tidligere Clio-vinder vender tilbage
Clio CupBrian Mikkelsen vil udfordre den dominerende Christensen-trio
Årets Renault Clio Cup er blevet domineret af tre kørere, som slet ikke har tilladt andre chauffører at komme til fadet. I hvert fald ikke, når det gælder sejre. Claus Christensen, Århus, har vundet fem af sæsonens otte løb, mens Michael Christensen, Varde, og Jacob Kristensen, Selling, står noteret for henholdsvis to og en førstepladser, og sejrsantallet afspejler ganske godt deres indbyrdes styrke. De er nemlig placeret i samme rækkefølge i mesterskabet.

Ingen andre kørere i feltet har formået at vinde løb i den hårde mærkeklasse. Hverken i denne eller foregående sæsoner, men ved weekendens FDM’s 100 års Jubilæums GP Danmark vender en tidligere vinder tilbage. Det er Brian Mikkelsen, Vejle, som efter en sølvmedalje i 2007 atter skal prøve kræfter med Renault Clio Cuppen.

”Jeg glæder mig meget til at komme tilbage, det bliver sjovt,” siger østjyden, som siden sin sidste sæson i klassen har slået sine folder i Danish Touringcar Championship og den hjemlige Mini Le Mans-serie.

”Jeg sætter mig kun i en racerbil for at vinde, så vi må se, om jeg kan opfylde min målsætning, men jeg har stadig den første sejr til gode i en Clio III-racer,” siger Brian Mikkelsen, som tilbage i 2007 vandt i forgængermodellen.


Brian Mikkelsen har tidligere stået øverst på podiet ved et løb i Renault Clio Cup. Ved FDM’s 100 års Jubilæums GP Danmark vender han tilbage til klassen.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

”Jeg har prøvet en Clio III-model på Ring Djursland tidligere i år til SSC Festivalen. Der satte jeg mig bare ind og kørte, men denne gang griber jeg det anderledes an. Jeg bliver bakket op af hele mit gamle team med min storebror Jan som teamchef og mine to gamle mekanikere Brian Ebert og Thomas O’Reilly.”

Brian Mikkelsen har stort set formået at vinde sejre i alle de racerbiler, han gennem sin lange karriere har stillet til start i. Eneste markante undtagelse har været i Danish Touringcar Championship, hvor konkurrencen jo også er benhård. Ligesom i Renault Clio Cuppen.

”Jeg kan da godt bryde de tre Christensen-køreres dominans. Det er jeg overbevist om,” siger Brian Mikkelsen med fast stemme. ”Både Claus og Michael er godt kørende for tiden, ja, det er Jacob også, så vi må se, hvad det kan blive til.”

Gennem sæsonen har der været enkelte gæstekørere til start, hvor bl.a. Kevin Magnussen, Roskilde, har formået at blande sig og komme på podiet.

”Jeg vil naturligvis ikke drille Claus, Michael og Jacob mesterskabsmæssigt, så hvis jeg ikke kommer derop, hvor jeg kører fra dem, så er det med vilje. Så er det fordi, jeg holder lidt igen,” ler Brian Mikkelsen, som aktuelt fører den største klasse i den danske langdistanceserie.

Brian Mikkelsen bliver dog ikke eneste kører, som får sin sæsondebut i Renault Clio Cuppen ved FDM’s 100 års Jubilæums GP Danmark. Hans makker fra langdistanceløbene, Roy Arild Edland, Norge, er ligeledes at finde i weekendens felt, der også tæller Lars Højris, Struer, der er klar igen, efter at en rygskade har holdt ham borte fra sporten i år.

Stillingen i Renault Clio Cup:
Pl. Kører Hjemby Mærke Point
1 Claus Christensen Århus N Renault Sport Clio III 155
2 Michael Christensen Varde Renault Sport Clio III 137
3 Jacob Kristensen Hadsten Renault Sport Clio III 105
4 Jan Seerup Greve Renault Sport Clio III 92
5 Martin Sally Hjortshøj Renault Sport Clio III 85
6 Ronni Nielsen Smørum Renault Sport Clio III 65
7 Anders Fjordbach Aalborg Renault Sport Clio III 59
- Jan Engelbrecht Nærum Renault Sport Clio III 59
9 Preben Møller Havndal Renault Sport Clio III 33
10 Ronnie Bodekær Lystrup Renault Sport Clio III 21
11 Kevin Magnussen Roskilde Renault Sport Clio III 18
- Ole Klitgaard Svendborg Renault Sport Clio III 18
13 Kent Bernsdorf Ringe Renault Sport Clio III 16
14 Martin Frederiksen Odense M Renault Sport Clio III 11
15 Dennis Elgaard Farsø Renault Sport Clio III 7

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Brian Mikkelsen
  • Jyllandsringen
  • 23/08/09 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk