ERC   13/08/09

Nyt konkurrencemateriel til nordjysk RC-frontrunner
Rally Cross-talentet: Morten Jespersen fra Motorsport Nordjylland (MNJ) præsterede en meget ung debut som 19-årig i EM-kongeklassen: Division 1 med Peugeot 206 WRC 4WD. Dette skete efter overbevisende resultater i den tunede 1,6 liters-klasse (Division 1A) med henholdsvis bronze (2005) og sølv (2006) i EM, hvilket blev hjemkørt med en veltrimmet Peugeot 106.

- I Division 1 anvendes tunede konkurrencebiler med turbo og firehjulstræk, forklarer Morten Jespersen.
- I samarbejde med Peugeot Dealer Team Danmark har jeg fået mulighed for opgradering fra 206 WRC til 207 Super 2000-teknologien. Dette bevirker nu, at jeg har 560 HK til rådighed under motorhjelmen, som yder 720 Nm til samtidig fremdrift af alle 4 hjul.


Det nordjyske RC-talent er glad for den nybyggede Peugeot 207 4x4.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Division 1 domineres af rutinerede RC-chauffører, som har mange års erfaring omkring motorbanerne i Europamesterskabet (EM). Svenskeren Kenneth Hansen er den ukronede konge med 14 EM-titler på samvittigheden, og specielt Sverige og Norge gør sig kraftigt gældende inden for denne gren af motorsporten.

- I al beskedenhed kunne det være sjovt at presse en dansk kile ind i den øvrige skandinaviske dominans, fortsætter Morten Jespersen. - Allerede i debutåret 2007 scorede jeg EM-point, selv om jeg kun deltog i udvalgte EM-løb. I 2008 scorede jeg en placering som nr. 18 i EM-slutstillingen blandt 36 RC-teams i Division 1.

Jespersen Rallycross sætter en stor ære i at opbygge konkurrencemateriellet fra bunden af hjemme på værkstedet. Primus motor og teknisk chef er faderen: Finn Jespersen, som selv tidligere har kørt Rally Cross på topplan:
- Karosseriet blev leveret helt råt uden lakering fra Peugeot Sport i Frankrig. Herefter har vi i racingteamet brugt mange timer på ombygningen, inden der kunne monteres en Rally Cross Division 1-undervogn. Motoren ligger på langs og fylder derfor hele motorrummet, hvorfor den 5-trins sekventielle gearkasse er flyttet ind under instrumentbordet. Sekventielt gear bevirker, at Morten ikke har behov for at anvende koblingen under gearskift, men kun ved starter.


Morten Jespersen nyder sin nye ”arbejdsplads” bag rattet i Peugeot 207’eren.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

2009-sæsonen har Morten Jespersen & Co. anvendt som testår, hvor børnesygdommene skal fjernes fra den nybyggede RC-racer, som i øvrigt har både flere hestehræfter og et bedre drejningsmoment end Peugeot 206 WRC’eren. I EM-sammenhæng foregik premieren på det legendariske Höljes RC-stadion, som ligger tæt på landegrænsen til Norge i det midterste Sverige.


Morten Jespersen passerer det berømte svenske Höljes-hop i kontrolleret konkurrence-stil.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- En ny publikumsrekord på 25.000 svensk/norske tilskuere gav perfekte rammer omkring premieren, oplyser Morten Jespersen. - Raceren kørte virkelig godt, og vi lavede derfor kun få justeringer under træningen. Jeg kørte 14. hurtigste tid under tidtagning og blev nr. 17 i den første kvalifikationsrunde blandt de 33 deltagere i Division 1. Under forberedelserne til 2. kvalifikationsrunde sprækkede ladeluft-køleren i den ene side, hvilket vi desværre ikke nåede at reparere, før det var for sent at køre til startstregen.

I 3. kvalifikationsrunde knækkede der en drivaksel i venstre baghjul. Derfor nåede Morten Jespersen ikke med i finalerne, men alt i alt var nordjyden godt tilfreds med indsatsen:
- Der vil altid være nogle smådetaljer, som skal justeres ind, når over 500 hestekræfter slippes løs i konkurrence for første gang. Flere gange på hver baneomgang skifter underlaget fra asfalt til en ujævn blanding af grus og kridt. Dette sætter drivlinjen: motor-gearkasse-kobling-differentiale-drivaksler på svære prøver.


Morten Jespersen ser frem til EM-udfordringerne på nordtyske Estering.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Næste EM-test for Jespersen Rallycross foregår på Estering lidt uden for Hamborg i det nordlige Tyskland.

Motorsport Nordjylland

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Morten Jespersen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk