Formel 1   31/07/09

Er Piquet Jr. færdig hos Renault?
Der har i længere tid gået rygter omkring Nelson Piquet Jr's stilling i Renault Formel 1 teamet, som dels har gået på at han ikke ville få fornyet sin kontrakt for næste sæson, og som dels har gået på at han måske ville blive fyret/fritstillet fra teamet allerede inden denne sæson er færdig.
Noget tyder nu på at det godt kan gå hen og blive den sidste af de nævnte muligheder der bliver den aktuelle.

Den 23 årige Nelson Piquet Jr. har netop langet hårdt ud efter Flavio Briatore, der både er teamchef i Renault Formel 1 teamet, og som samtidig er Piquet Jr's manager.
Udtalelserne skulle være fremkommet efter Ungarns Grand Pris sidste weekend, hvor Flavio Briatore angiveligt skulle have fortalt Piquet Jr. at hans tid i Renault's Formel 1 team skulle være ved at rinde ud, og at han skulle afløses af teamets testkører Romain Grosjean.

"Flavio Briatore forstår ikke en skid af hvad Formel 1 drejer sig om, han er kun interesseret i profit" - er Nelson Piquet Jr. citeret for at have udtalt - "han er min manager, men i hans rolle som teamchef respekterer ham mig ikke. Han tænker kun på penge, og på hvor meget han får ud af det han er involveret i. Det er en mand uden venner!"

De meget hårde udtalelser gavner næppe Nelson Piquet Jr's stilling i teamet, og lagt sammen med hans manglende resultater denne sæson, kan det nemt være begyndelsen på enden for hans Formel 1 eventyr sammen med Renault teamet.

For yderligere at underbygge rygterne, var det Romain Grosjean der tidligere på ugen gennemførte en 'Straight-line' test på Duxford Imperial War Museum i Cambridgeshire, frem for Nelson Piquet Jr.

Renault teamet har gennem længere tid stille og roligt kørt Romain Grosjean i stilling til Formel 1, og han ligger i øjeblikket på anden pladsen i Grand Prix 2 mesterskabet.
Det kan meget vel være, at Romain Grosjean får sin Formel 1 debut allerede i forbindelse med Europas Grand Prix - gadeløbet i Valancia den 23. august - der er det første løb i efterårs sæsonen.


Hr. Nielsen


Læs mere om:
  • Nelson Piquet Jr.
  • Romain Grosjean
  • Renault F1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde