Formel 3 Euro   07/07/09

Johan Jokinen
– den enlige dansker i Formel 3 Euro Series

Formel 3 Euro Series er toppen af kransekagen i Formel 3. Det er fra denne serie de fleste af kørerne til GP2 og Formel 1 kommer. Enkelte kørere i serien har allerede haft deres første Formel 1 test, og konkurrencen er benhård.

Beskrivende for niveauet i Euro Serien var resultatlisterne fra Masters of Formula 3, som for nylig blev afviklet i Zandvoort i Holland. Kun én kører fra de sekundære serier – den engelske og den tyske – nåede til top-10, og kun 3 kørere fra de andre serier kunne man finde i resultatlisterne blandt de 20 bedste.


På vej til toppen med VW og Kolles & Heinz Union.
(Foto: JJRacing)

Johan Jokinen startede sæsonen i Formel Renault 2.0 Eurocup, var den hurtigste mand i den første test, tog en 4. plads i åbningsløbet i Barcelona, hvorefter problemerne hobede sig op i det spanske team iQuick, hvori International Draco Racing havde placeret deres ”Project Young” kører. Draco afbrød samarbejdet med det spanske team, og Johan Jokinen fik tilbudt et sæde i Formel 3 Euro Series hos Kolles & Heinz Union, som er et officielt Volkswagen fabriksteam.

Kolles & Heinz Union er et ”rookieteam” i Formel 3, men langt fra ukendt i klassen. Teamet kørte Formel 3 fra 2000 til 2005, og var i løbet af et år det hurtigste tyske team. I en klasse, hvor man har meget frie hænder med bilerne tager det tid, før man har en vinderbil, og udviklingen af bilen er teamets hovedmål lige nu. Ud over Formel 3 ser man Team Kolles kørere i DTM og i Le Mans, hvor den anden dansker hos Kolles, Christian Bakkerud, kører begge serier.

Teamet satser på en erfaren kører til at udvikle bilen og et ungt talent til at høste resultaterne af arbejdet i 2010. Teamet havde engageret den tyske (2007) og japanske (2008) mester i F3, hollænderen Carlo Van Dam, til at stå for det primære udviklingsarbejde med bilen. Efter at Van Dam var blevet slået af ”rookien” med kun 60 minutters erfaring i bilen, og var langsommere end sin 4 år yngre uerfarne teamkammerat i den sidste test i Magny Cours, sluttede man samarbejdet med hollænderen. Teamet har nu i stedet hyret englænderen Nick Tandy til at hjælpe med udviklingsarbejdet. Nick Tandy har for nylig vundet to afdelinger af den engelske F3 serie.

Teamchefen Dr. Colin Kolles - med fortid som Team Principal hos F1-teams Midland, Spyker og Force India – ser stort potentiale hos Johan Jokinen:
”Vi tror på Johans talent, og vi er meget glade for at få ham i teamet. Han er en meget hurtig kører, har en eminent samarbejdsevne og selvdisciplin, og han har en meget professionel indstilling til sin opgave. Johan har ikke de mange tusinde testkilometre bag sig som resten af feltet, men han udvikler sig meget hurtigt. At blive kastet ud i den hårdeste serie i klassen uden nogen erfaring i en F3-racer er noget af et chok, og det har Johan håndteret meget flot. Vi har store forventninger til Johans udvikling med os, og vi regner med at han vil være en af frontrunners i serien i 2010.”

For Johan Jokinen er det en ny verden at blive placeret i F3 Euro Series. ”Jeg kommer fra FR 2.0, hvor jeg var en frontrunners og havde erfaringen, og nu er jeg en af de yngste og den absolut mindst erfarne i klassen. Det er nogle hårde drenge, jeg konkurrerer med nu. Men dette er et læreår for mig og teamet, og vi gør gode fremskridt sammen. Teamet er meget professionelt, og jeg har nogle utroligt dygtige folk omkring mig, så jeg er sikker på, at vi når vores mål,” siger Johan Jokinen.


Johan Jokinen i Formel 3 på Norisring.
(Foto: JJRacing)

Det sidste løb på Norisring den 26.-28. juni var igen en blandet oplevelse for Johan. Efter at havde kvalificeret sig på 24., endte Johans race 1 som del af et gruppesammenstød i andet sving.

”Jeg fik en god start og var godt på vej op, da jeg havnede i en bunke racere i sving 2. Det hele startede med kollision mellem Brendon Hartley og Valtteri Bottas, og ingen bag Bottas kom videre. Banen var totalt blokeret,” fortæller Johan.

I søndagens race 2 startede Johan fra sidste række, men kørte sig op på en 14. plads, et avancement på 12 pladser. ”Jeg havde en del problemer med bilen både på langsiderne og i svingene, men mod slutningen var bilen mere stabil, og for min skyld kunne vi godt have kørt længere. Men alt i alt er vi fortsat i en udviklingsfase, og der venter en del arbejde, før vi kan blande os i toppen.”

Næste løb køres på Zandvoort i Holland den 17. - 19. juli, og opgaven bliver ikke nemmere for Johan. Resten af feltet har for nylig kørt Masters of Formula 3 på banen, og har både erfaringen med banen og opsætningen på plads til løbet.

JJRacing


Læs mere om:
  • Johan Jokinen
  • Team Kolles & Heinz Union
  • Norisring
  • 28/06/09 - Norisring - Formel 3 Euro

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk