Special Saloon   26/06/09

ProRacing kom op i gear - og ned igen
I den forgangne weekend var der i bogstaveligste forstand tale om op og nedture for Honda ProRacing, og det skyldtes ikke kun den kuperede bane på Djursland.
Som tidligere omtalt var der op til weekenden monteret et DogBox gearsæt med ligeskårne tænder i bilen, og denne skulle stå sin prøve i weekendens løb.

Den første tidtagning lørdag gik med at få styr på dels skifteteknikken med den nye gearkasse, og dels hvorledes banen skulle håndteres med den meget anderledes gearing. Tidtagningen viste, at der med garanti ville blive kamp mellem de 2 BMW'er fra KC Motorsport, og ProRacing's Honda Integra. De placerede sig på 13, 14 og 15 pladsen, med Kim Morgan forrest, så Jakob Borum 5/1000 efter, og Christian Vejby knap 7/10 efter. Absolut tilfredsstillende for Borum, og gearkassen spillede bare.


Borum befandt sig som sædvanlig godt på Ring Djursland, og bilen funklede i det flotte vejr.
(Foto: www.keldolfert.dk)

Anden tidtagning blev en tro kopi af første tidtagning, dog med den lille forskel at de 3 kombetanter nu lå indenfor 1/2 sekund. Hvis man kigger lidt nærmere på tiderne ser man tydeligt at Borum var ved at få styr på den nye gearkasse.
Efter 3 omgange lå tiderne meget stabilt, og Borum var fortrøstningsfuld til løbene, ikke mindst fordi bilen kørte klippestabilt.

Desværre måtte mekanikker teamet efter tidtagningen konstatere, at der sivede gearolie ud mellem gearkasse og motorblok - ikke godt.
Gearkassen blev hurtigt afmonteret, og der blev sendt en stafet af sted efter den gamle gearkasse der lå på værkstedet i Tvede.

Med gearkassen afmonteret var det tydeligt, at det var et problem der ikke kunne løses på stedet. Der sivede simpelthen olie ud fra gearkassen, og det var ikke muligt at se hvorfra. Lige nu er mistanken at det er en simmering ved akslen ind i gearkassen, der er utæt.

"Det var det eneste vi ikke skiftede, da gearkassen blev lavet, så vi har vist kun os selv at takke for det" konstaterede en ærgerlig Borum "og så specielt når gearkassen fungere så godt" fortsætter han.
Den gamle gearkasse blev monteret, og bilen blev klar i sidste øjeblik til den sidste tidtagning.


Uanset hvilken gearkasse der køres med, så går bilen godt på Ring Djursland.
(Foto: www.keldolfert.dk)

I sidste tidtagning var Borum opsat på at komme foran begge KC BMW'er i stedet for at ligge i smørhullet mellem dem, og det lykkedes faktisk at sætte hurtigste tid i SS2, men det lykkedes også at overse et gult flag, og dermed fik Borum en udelukkelse fra tidtagningen, og skulle starte bagerst i det sidste heat.

Søndag skulle der køres 3 løb, på henholdsvis 10 min, 20 min og 35 min for at markere SSC 35 års jubilæum. Heat 1 forløb uden den helt store dramatik, Vejby overhalede Borum i starten, og så blev placeringerne ellers holdt hele heatet igennem. At der var tæt løb blandt de 3 forreste i SS2 vidner tiderne om, Morgan på den samlede 1. plads var under 3 sekunder foran Borum på 3. pladsen. Oveni købet var det Borum der satte hurtigste omgang i heatet af de 3.

Heat 2 fik så en del af den dramatik som heat 1 ikke havde, idet både Borum og Vejby blev idømt en strafbane. For Borum betød dette at han måtte afgive den anden plads i SS2 han havde erobret, så resultatet blev nøjagtig som i heat 1, dog var der nu godt 4 sekunder mellem Morgan og Borum, og hurtigste omgang gik til Morgan. Efter løbet måtte dommerne indrømme, at den strafbane som Borum havde fået for trængning af anden deltager faktisk ikke var berettiget, men det ændrer selvfølgelig ikke på resultatet.


Tæt men fair kamp mellem Borum og Vejby i heat 2.
(Foto: www.keldolfert.dk)

Der kan ske meget i et 35 minutters heat i SSC, og det gjorde der også.
Borum startede som sagt allerbagerst, men det tog ikke lang tid, så var Vejby indhentet, og kort efter også overhalet. Nu gik jagten ind på Morgan, og netop som Borum begyndte at komme tæt på kørte Morgan ud. Blot 2 omgange senere fik Borum et godt hul til Vejby, da Vejby satte bilen på tværs i svinget for enden af langsiden.

Det så altså ud til at det skulle lykkes for Borum at vinde SS2 klassen i selve jubilæumsheatet, MEN…. sådan skulle det ikke gå.
Den gamle gearkasse fungerede fint, men det nytter bare ikke når skiftekonsollen i bilen knækker, så det kun er muligt at få bilen i enten 3. eller 4. gear.
Borum kæmper det bedste han har lært, men det er altså bare ikke nok, så det ender med at Vejby overhaler igen da der mangler 7 omgange. Og når nu Borum og Morgan hver havde en hurtigste omgang i de 2 forrige heat, så kan det vel ikke overraske at Vejby løb med hurtigste omgang i 3. heat.


Vejby var tæt på at komme på tværs af Borum, men det skete heldigvis bag ved Borum.
(Foto: www.keldolfert.dk)

Samlet set var det en weekend med seværdig ræs og god konkurrence i SS2, så man kan godt se frem til mere godt ræs i SS2 på Padborg og til Grand Prixet i August, hvor Borum helt sikkert kører med den nye gearkasse.


Disse 3 dominerede SS2 klassen til SSC Festivalen.
(Foto: www.keldolfert.dk)

Honda ProRacing, www.proracing.dk
Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Jakob Borum
  • Honda ProRacing
  • Ring Djursland
  • 21/06/09 - Ring Djursland - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk