FIA GT3   18/05/09

Christoffer Nygaard: ”Det var bare surt”
Danskeren måtte udgå med en defekt oliepumpe efter at have været med i topkampen ved EM-løb for sportsvogne i Italien.
Christoffer Nygaard og det øvrige Fischer Racing leverede sin hidtil bedste indsats på internationalt plan, da årets anden runde af FIA’s officielle Europamesterskab for GT3-sportsvogne lørdag blev kørt på Adria-banen i Italien.

Racerkøreren fra Lyngby havde kvalificeret sin og Florian Grubers hvide Ford GT til en startplacering som nummer tre i et felt med 31 biler, og da det første af dagens to løb blev skudt i gang, var han straks med i topkampen.

”Jeg fik en god start og lå som toer,” fortæller Christoffer Nygaard. ”Jeg havde lidt problemer med understyring i bilen, fordi jeg ikke havde fået godt nok med varme i fordækkene, så jeg blev overhalet af ham, jeg havde passeret i starten. Jeg faldt lidt tilbage og begyndte at komme i karambolage med fireren, men det lykkedes mig at slippe fri, så jeg kunne begynde at køre toeren ind igen.”


Christoffer Nygaard var i sin hvide Ford GT med i topkampen på Adria.
(Foto: DPPI/FIA GT3 / ChristofferNygaard.dk)

Desværre blev Christoffer Nygaards drøm om sæsonens første podieplacering pludselig forvandlet til et mareridt.

”Efter et kvarter af løbet fik jeg en alarm om, at der var for lavt olietryk på motoren. Fra det skete til det hele var ovre, gik der bare ti sekunder,” siger han. Christoffer Nygaard fik returneret den hvide Ford GT til pitten, hvor Fischer Racings mekanikere straks gik i gang med at undersøge den.

”Vi troede, at det var remmen til oliepumpen, som var gået i stykker, for den udskifter vi rutinemæssigt, da den kan give problemer, men det var i stedet en aksel på oliepumpen, som var knækket. Selv hvis vi havde fået vores reservemotor hjem fra USA, havde vi for kort tid til at skifte den, for det tager et sted mellem seks og otte timer, så det andet løb, der blev kørt i aftes, måtte vi bare være tilskuere til,” fortæller Christoffer Nygaard og fortsætter:

”Det var bare surt. Det var meget, meget tæt på, at jeg endelig kunne være kommet på podiet, og så alligevel smutter det. Det er det, der er så fascinerende og frustrerende ved denne sport, så selv om man er godt kørende, så kan det gå galt. Vi havde ellers gode kort på hånden, og det var godt at være treer på tiden til et EM-løb. Vi havde fået rimelig styr på set-up med bilen, og i det hele taget var det superfedt, og så sker sådan noget.”

Fischer Racing har nu god tid til at få gjort bilen klar til næste løb. Efter tre weekender med race skal Christoffer Nygaard nemlig først i aktion den 6.-7. juni, hvor årets tredje afdeling af ADAC GT Master køres på Hockenheim.

ChristofferNygaard.dk


Læs mere om:
  • Christoffer Nygaard
  • Florian Gruber
  • Fischer Racing
  • Adria
  • Adria - 1. fri træning
  • Adria - 2. fri træning
  • Adria - kvalifikation
  • Adria - race 1
  • Adria - race 2
  • Christoffer Nygaard skal på natarbejde i weekenden

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde