Danish Touringcar Challenge   06/05/09

Hartmann Honda Racing stræber efter podieplaceringer
- i DTC-premieren
Hartmann Honda Racing føler sig godt forberedt til kampen om årets Danish Touringcar Championship, der begynder på søndag på Jyllandsringen. Såvel i kampen om det prestigefyldte kørermesterskab, privatkørernes DTC Cup som i teammesterskabet føler teamet med de hvide Honda Accord-racere, at de står godt i forhold til konkurrenterne.

”Jeg synes, at vi havde en god fortest i sidste weekend, og jeg føler selv, at vi er rimeligt godt med,” siger teamchef Hans Hartmann. ”Både generelt og i DTC Cuppen, hvor vi burde ligge i den rigtige ende, så hvis heldet tilsmiler os, skulle vi gerne kunne komme på pallen. Nemt bliver det ikke, men vi prøver.”

Atter stiller Hartmann Honda Racing til start med to biler. Den ene køres af englænderen James Thompson, mens sidste års suveræne vinder af Renault Clio Cuppen, Per Poulsen, vender tilbage til DTC efter næsten syv års fravær.

”Jeg kan dårligt huske, hvordan det var sidst, men jeg kan godt mærke, at det hele er kommet op på et helt andet niveau end den måde, jeg kørte i 2002. I dag er det selvfølgelig på et helt andet plan, så det er en kæmpe oplevelse,” siger Per Poulsen, der i sidste weekend for første gang skulle prøve sin nye Honda Accord DTC-racer.


Per Poulsen får DTC-comeback med Hartmann Honda Racing.
(Foto: Morten Kimer Hansen)

”Jeg er godt tilfreds med forløbet, og jeg kunne mærke, at det gik fremad for hver gang, jeg var ude at sidde i bilen. Indtil videre har tiderne vist, at vi kan gøre os gældende, i hvert fald i privatcuppen, og det er jo selvfølgelig også den, jeg sigter efter, og det er det primære mål her til at starte med. Så må så se, om vi kan komme op og blande os med de professionelle.”

Ved testdagene i sidste weekend endte Per Poulsen med at sætte 6. bedste tid blandt de 19 kørere, der var til start. Hans teamkammerat James Thompson var hurtigst af alle på førstedagen og sluttede med 3. bedste tid generelt.

”Jeg tror, at det bliver meget tæt i år,” siger James Thompson. ”Vi har fået noget ud af det udviklingsarbejde, der er foregået i vinter, men indtil løbene på søndag ved vi ikke, hvor konkurrencedygtige vi er, men jeg tror helt klart, at vi er mere konstante.”


James Thompson var blandt de hurtigste ved den seneste DTC-test.
(Foto: Morten Kimer Hansen)

”Sidste år var det muligt for os at kvalificere os i den forreste del af feltet, men vi ved også, at Jyllandsringen ikke er den bedste bane til vores bil, men det opmuntrende er, at den løbssimulation og den kvalifikationssimulation, som vi gennemførte ved testen, viste, at vi er markant mere konstante end sidste år, så det skulle give os en større mulighed for at kæmpe end sidste år.”

“Teamet har formået at forbedre hele pakken. Sidste år var der behov for opdateringer og forbedringer på bilen, og de ting er nu blevet gennemført. Jeg tror, at vi kommer til at kæmpe i en mere jævnbyrdig konkurrence med de andre, og det skulle være godt for os. Sidste år vandt vi et par løb, men det vigtige er ikke bare at vinde løb, men at være i en situation, hvor man kan vinde løb hver weekend, og det er forhåbentlig den vigtigste ændring for os.”

Lørdag kører Hartmann Honda Racing træning og tidtagning på Jyllandsringen, hvor det søndag gør løs med løbene, som senere på dagen kan følges i TV på 6’eren.

Hartmann Honda Racing


Læs mere om:
  • James Thompson
  • Per Poulsen
  • Hartmann Racing
  • Jyllandsringen
  • 03/05/09 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge
  • 10/05/09 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde