Advan Cup   04/05/09

Pokaler i første forsøg
Optakten til weekendens premiere i Advan Cup mesterskabet var både hektisk og dramatisk for LV Motorsport, som nærmest har arbejdet i døgndrift for at alt skulle blive klar til sæsonstarten, og med en super indsats fra en af teamets store sponsorer lykkedes det at få alle tre biler på banen, samt ikke mindst at tage pokaler med hjem.

Størst spænding samlede der sig naturligt nok om den af teamets to nye Peugeot 308 EPO 1'er der nåede at blive klar - ville den være konkurrencedygtig, eller var der stadig 'børnesygdomme'?
308 raceren blev kørt af Anders Majgaard som med en 7. plads i tidtagningen, første gang bilen overhovedet kørte på en racerbane, viste at der bestemt er potentiale i den ny bil.


Anders Majgaard viste at den nye 308'er er klar til at vise tænder!
(Foto: Motorsporten.dk)

David Falch's 308 er endnu ikke køreklar, og hans deltagelse i weekendens løb kom i hus i sidste øjeblik, da Ove Jørgensen fra OJ Maskinudlejning resolut købte en Peugeot 307 racer, som Falch kunne stille op med.


Peter Obel kørte sig til karrierens første podieplacering!
(Foto: Motorsporten.dk)

David kvitterede for denne indsats ved at køre suverænt hurtigste tid i kvalifikationen, hvor han sluttede 0,824 sekund foran teamkollega Peter Obel der besatte 2. pladsen ud af de 16 startende biler i Advan Cup klassen.

I søndagens første løb tabte David Falch sin 1. plads på vej ind i svinget for enden af langsiden, men efter få omgange var han tilbage i front af løbet, hvor han blev den resterende del af de 10 omgange løbet strakte sig over.
Peter Obel måtte også bytte lidt placeringer under løbet, men kæmpede sig flot tilbage på sin 2. plads, og scorede dermed sin første podieplacering i Advan Cuppen.


David Falch øverst på podiet, flankeret af teamkollega Peter Obel på 2. pladsen og Niels Ole Andersen på 3. pladsen.
(Foto: Motorsporten.dk)

For Anders Majgaard udviklede løbet sig knapt så heldigt, problemer med blandt andet bilens servostyring hindrede hans fremfærd, ligesom konkurrenterne havde lidt svært ved at holde sig fra den nye racer, som kom i mål på 13. pladsen med 'slidmærker' på begge døre!

I pausen mellem de to løb, arbejdede teamets mekanikere på højtryk for at løse problemer med både servostyring og ABS-systemet på Majgaard's racer, så mulighederne for et bedre resultat i andet løb var mulige.
Missionen lykkedes dog ikke 100%, men Anders kunne alligevel køre en sikker 6. plads hjem i det andet løb, og 308'eren havde dermed bestået sin debut, og vist at man nu er helt på rette spor med udviklingen.

David Falch førte andet løb fra start til mål, og takkede med endnu en sejr OJ Maskinudlejning for 'redningen', en redning der nu betyder at David fører Advan Cup mesterskabet med maksimum point.


Med poleposition, to sejre samt hurtigste omgangstid i første løb sagde David Falch pænt tak til OJ Maskinudlejning.
(Foto: Motorsporten.dk)

Også i andet løb kørte Peter Obel et flot løb, som han sluttede på 4. pladsen, og dermed var der også mange point til ham denne gang.


David Falch igen på 1. pladsen, her sammen med Kim Lund (tv) og Bruno Rasmussen (th).
(Foto: Motorsporten.dk)

Der forestår nu en travl uge for teamet, der allerede den kommende weekend skal ud til de to næste afdelinger i Advan Cup mesterskabet, og igen skal der køres på Jyllands-Ringen.

Ove Jørgensen fra OJ Maskinudlejning fik i forbindelse med 4-timers løbet i Danish Endurance Championship sin egen motorsportsdebut, da han sammen med Peter Hørlev og Mikkel Aaskov stillede op i en Ford Focus ST i klasse 2.


Ove Jørgensen debuterede i DEC 4-timersløbet.
(Foto: Motorsporten.dk)

De fuldførte løbet og kom i mål på en generel 26. plads ud af de 35 biler der stillede op i løbet, placeringen rakte samtidig til en 17. plads i klasse 2.

Teamchef Lars Vendelbo stillede også op i 4-timers løbet, hvor han delte den ene af Stefan Kaas Racing's BMW Mini'er med Nils Borum og Jacques Møller.


Lars Vendelbo kørte i denne BMW Mini.
(Foto: Motorsporten.dk)

De sluttede løbet på 12. pladsen samt på 10. pladsen i klasse 2.


Hr. Nielsen


Læs mere om:
  • Anders Majgaard
  • David Falch
  • Lars Vendelbo
  • Ove Jørgensen
  • Peter Obel
  • LV-Motorsport
  • Jyllandsringen
  • 03/05/09 - Jyllandsringen - Advan Cup
  • 03/05/09 - Jyllandsringen - Danish Endurance Championship
  • David Falch gjorde rent bord i Advan Cup-comeback
  • Sponsor redder sæsonpremieren

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk