DM Rally   13/04/09

Gedigen kørsel gav sejr trods uheld...
Rally-året 2009 startede over al forventning med en klasse- og gruppesejr til trods for sort uheld fra start af.
Første afdeling af Danmarksmesterskabet i rally blev kørt i Nordtyskland omkring Schleswig som en del af det såkaldte "Wikinger Rallye" med næsten 100 startende biler. Vi var selvfølgelig kørt af sted med det mål at sikre os os en sejr i gruppe H og dermed max-point til mesterskabet.

Men allerede på første prøve fredag aften blev vores forventninger skruet helt ned, da vi tabte hele 8 minutter til konkurrenterne pga. et problem med motorstyringen. Kort inde på prøven mistede vi kræfter og måtte humpe i mål på den næsten 18 km. lange rundbane. Ved den efterfølgende service viste det sig, at det var slangen til map-sensoren, der var gået løs, så bilens computer ikke fik den rette information om trykket inde i motoren. Fejlen blev hurtigt rettet og herefter kørte motoren perfekt!

Lørdag morgen startede vi så ud med intentionen om at indhente så meget tid som muligt op til vores konkurrenter. Lidt point var bedre end ingen!

Løbet bestod af 14 prøver, hvoraf de fleste var gennemgående prøver på en blanding af asfalt, jord, grus og de berygtede "spurbahn", som består af 2 brostensbelagte spor, som man helst skal holde sig på. Heldigvis var vejret med os - regnvejr havde gjort disse prøver noget nær ved livsfarlige at køre på... Det var gode, sjove og meget udfordrende prøver, men hårde ved bilen! Undervejs gik udstødningen da også løs, ligesom vi havde problemer med dækkene, der levede hårdt på det skiftende underlag. Vores 2 brave servicefolk havde travlt ved hvert service!

Men på prøverne viste Sierraen sig fra sin bedste side og samarbejdet i vognen fungerede optimalt. Det gjorde at vi kørte nogle rigtig gedigne tider - mange af dem i top 15 - og dermed langsomt indhentede den tabte tid.

I løbet var indlagt en publikumsprøve med "water-splash", tilskuer-tribune og det hele, der skulle køres flere gange i løbet af rallyet. Vi er sikre på, at publikum syntes, at det var sjovt at se på, men for kørerne var det lidt af en prøvelse, da vandgraven mere var en muddergrav og nærmest umulig at forcere på slicks-dæk.

Det tyske løb var utroligt velorganiseret på mange områder, men ikke omkring information om tiderne undervejs i løbet. Så da det team, vi troede havde vundet gruppe H, kom og ønskede os tillykke, var vi først helt uforstående. Men det viste sig, at de fleste af konkurrenterne også havde haft problemer. Så til trods for vores store tidstab fredag aften havde vi formået at køre os op til en sejr i gruppen med hele 3½ minut ned til nr. 2.

Med 20 point "i rygsækken" ser vi således frem til næste afdeling af DM, der køres på de østjyske veje omkring Randers første weekend i juni.

RallyCar.dk
Henning og Iben

Rallyinfo


 
Reklamer

Peugeot Holbæk


Peugeot Roskilde