DM Rally   13/03/09

Subaru Motorsport Danmark tester ny rallybil
- til 2009-sæsonen
De danske mestre 2008 i 4WD-klassen: Max Christensen & Co. fra Motorsport Nordjylland (MNJ) er klar til de spændende udfordringer i den nye rallysæson.
Et dansk rallymesterskab i 2006 i den serienære 2 liters-klasse - med forhjulstræk - blev startskuddet for nordjyderne til at prøve kræfter med 4WD-teknologien.

Dette betød samtidig starten på Subaru Motorsport Danmark med finske Tommi Mäkinen Racing som samarbejdspartner. Tommi Mäkinen er firedobbelt verdensmester i rally, og har siden 2003 haft stor succes med opbygningen af rallybiler for japanske Subaru.

- Som noget forholdsvis unikt fik vi mulighed for selv at opbygge Subaru Impreza WRX Sti’eren helt fra bunden, forklarer Max Christensen. - Vi kender derfor hver eneste svejsning, bolt og møtrik i rallybilen. Finnerne leverede hertil et komplet indbygnings-kit til os, og inden sæsonstarten var vi herefter i Finland for at få tingene gået i gennem samt motoren justeret ind til specifikationerne.

Rookie-sæsonen - 2007 - blev hjemkørt til en flot DM-bronze til Max Christensen og Mikael Kanstrup.

Allerede til 2008-sæsonen havde Subaru Motorsport Danmark mulighed for at skifte til den nye Subaru Impreza WRX Sti, hvor designet samtidig skiftede fra den veltjente sedan til hatchback. Max Christensen fortsætter:
- Subaru havde planlagt en opgradering af den nye rallybil, som ikke helt passede ind i forberedelserne til DM-sæsonen 2008. Vi valgte derfor at køre videre med 2007-modellen, og denne beslutning kom vi absolut ikke til at fortryde.


Max Christensen og Dorthe Ravn er klar til en flyvende 2009-sæson i Subaru Impreza WRX Sti.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Ægte nordjysk snusfornuft - krydret med is i maven - var opskriften på et suverænt DM-rallyguld 2008 for 4WD-kategorien til Max Christensen og Dorthe Ravn.


Max Christensen og Dorthe Ravn har etableret et effektivt rally-samarbejde.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Inden den intense DM-slutspurt med 3 arrangementer inden for 4 uger fik Max Christensen og Dorthe Ravn mulighed for at finpudse samarbejdet ved Nordborg Rallyet på Als. Resultatet blev en totalsejr for rallyparret, hvilket samtidig betød titlen som danske mestre i regionalt rally 2008.


Max Christensen og Dorthe Ravn blev danske mestre i 4WD-klassen med et pænt forspring til DM-toerne.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Max Christensen & Co. startede ud med en generalsejr i DM-premieren 2008 på Sydsjælland. Herefter blev føringen stille og roligt udbygget således, at slutresultatet blev et pænt forspring til andenpladsen efter de 6 DM-afdelinger i 2008-serien.

Som en ekstra fjer i hatten for det nyvundne DM for 4WD-klassen blev Max Christensen vinder af Rallykørerpokalen 2008, som er indstiftet af Dansk Rally Club.


MNJ-rallyparret går til makronerne i DM-fighten, som byder på en spændende og krævende 2009-sæson.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Japanerne udvikler løbende på deres rallybiler, og i Finland holder nu en splinterny Subaru Impreza WRX Sti i 2009-trim, som er øremærket til Max Christensen & Co.:

- Jeg glæder mig til at hilse på Tommi Mäkinen igen, idet vi har den samme indstilling til rallysporten. Det bliver desuden første gang, hvor jeg prøver at køre rally i en færdigbygget rallybil. Tommi Mäkinen Racing har imidlertid været imponeret over vores suveræne DM-guld, og gav os derfor et fornuftigt tilbud, som vi ikke kunne takke NEJ til.


Tommi Mäkinen har kælet for detaljerne i den nye rallybil til Subaru Motorsport Danmark.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

DM-rallyserien 2009 får premiere først i april, men for inden bliver en shake down-test i Sydvestjylland lørdag d. 21. marts afgørende for Subaru Motorsport Danmark: - I arrangementet planlægger vi at teste den nye rallybil op mod DM-vindervognen fra 2008. Vi vil naturligvis køre 2009-sæsonen i den konkurrencevogn, som er hurtigst i forhold til vores kørestil, og herefter vil den anden blive solgt.

Co-driver: Dorthe Ravn supplerer: - Det tegner virkelig til at blive en sjov 4WD-rallysæson 2009 med flere nye potente Super 2000-konkurrenter, som er tunede rallybiler med firehjulstræk. Vi er hæmmet lidt af en højere vægt i Subaruen, selv om FIA har hævet minimumsvægten en smule for Super 2000. Dog er vi vant til at kæmpe om hver eneste brøkdel sekund, hvorfor DM-titlen skal forsvares med en ærlig fight.

Subaru Motorsport Danmark

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Dorthe Ravn
  • Max Christensen
  • Subaru Motorsport Danmark

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk