Danish Touringcar Challenge   13/02/09

Tredobbelt mester vender tilbage til DTC
- med eget team
Casper Elgaard sidder bag rattet af en Seat Leon i årets mesterskabsserie.
En af de mest vindende kørere i serien vender i år tilbage til Danish Touringcar Championship. Det er Casper Elgaard, Århus, der efter en 2008-sæson væk fra DTC, hvor han i stedet kørte Team Essex’ Porsche RS Spyder frem til en andenplads i LMP2-klassen i den internationale Le Mans Serie samt 24-timers løbet på Le Mans, nu sigter mod en sæson, hvor størstedelen af aktiviteterne kommer til at finde sted på de danske baner.

”Efter et års fravær har jeg ønsket at komme tilbage til DTC. Jeg har arbejdet på flere forskellige muligheder, bl.a. hos nogle af de eksisterende teams, men det er så endt med, at jeg har etableret mit eget team,” siger Casper Elgaard.

”Vi har en arbejdstitel på teamet, der hedder Team FDM Motorsport, men vi er i dialog med forskellige virksomheder som mulige sponsoremner, og her er en af de ting, som vi kan diskutere med dem, teamnavnet, så det kan godt komme til at hedde noget helt andet.” Rent konkret bliver eks-mesterens nye team bygget op omkring de to Seat Leon-racere, som i de to seneste sæsoner er blevet anvendt af Team Sturup Raceway.


Casper Elgaard vender efter et års fravær tilbage til Danish Touringcar Championship, hvor han skal køre denne Seat Leon.
(Foto: Morten Alstrup)

”Det bliver en spændende udfordring at køre i en helt ny bil og et helt nyt mærke,” siger Casper Elgaard. ”I de år, hvor jeg vandt DTC-serien, kørte jeg jo i en baghjulstrukket BMW, og det bliver helt spændende at prøve kræfter med en forhjulstrukket bil. Da jeg kørte en fuld sæson sidst, var der af og til nogle af mine konkurrenter, som mente, at jeg havde en fordel ved at køre i en baghjulstrukket bil, så nu bliver det spændende at se, om de havde ret i deres antagelser. Men det tror jeg nu ikke…”

Sidste år deltog Casper Elgaard i den internationale Le Mans Series med Team Essex og havde blot en enkelt start i Danish Touringcar Championship. Det var på Padborg Park, hvor han kørte i en Honda Accord for Hartmann Honda Racing.

”Jeg glæder mig meget til at komme tilbage og atter køre en fuld sæson,” siger eks-mesteren. ”Mange af de topkørere, som jeg kæmpede imod, sidste gang jeg var med i serien, tegner alle til at komme med i år, så det skal blive spændende at tage kampen op mod gamle rivaler som Jan Magnussen og Henrik Lundgaard. Jeg er sikker på, at vi går en meget spændende DTC-sæson i møde.”

Team FDM Motorsport planlægger at indsætte to biler i årets Danish Touringcar Championship, og man arbejder for tiden på at indgå en aftale med endnu en kører.

”Vi er rimeligt langt i forhandlingerne med nogle emner, og vi forventer indenfor de næste par uger at kunne indgå en aftale,” slutter Casper Elgaard.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Casper Elgaard
  • Team FDM Motorsport

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk