Formel 1   29/10/08

Tanker før finalen
Optakt til Brasiliens Grand Prix
På søndag går det ikke bare løs; på søndag er det faktisk slut. En ganske lang Formel 1 sæson kan arkiveres i den store historiebog. Men inden da skal vi lige finde en verdensmester.

I gamle dage, dengang jeg var dreng, var der langt imellem at VM blev afgjort i sidste løb. Sådan føltes det i al fald. Der var selvfølgelig 1986 hvor der var to favoritter der faldt og en outsider der fik en titel. Og 1984 hvor et halvt point afgjorde VM kampen. Men ellers var det en sjældenhed.

Det skabte en lidt anderledes stemning omkring det sidste løb. I perioden 1985 - 1995 blev det sidste løb kørt i Adelaide, Australien. Og på en eller anden måde passede det til løbet og banen at VM var afgjort. En hyggelig afslappet stemning og nogle lidt anderledes løb med nogle andre kørere på podiet. Det var en god slutning på året.

I 1996 flyttede Det Australske Grand Prix til Melbourne og til pladsen som premiere-løb. Og siden har sæsonfinalen haft til huse på rigtige racerbaner - Adelaide var en delvis bybane. Der har det med at VM var afgjort aldrig rigtig passet. At køre rundt på en bybane uden meget på spil er ok, men på en rigtig racerbane virker det lidt fladt. Der er heller aldrig kommet de samme lidt skæve resultater, som der gjorde i Adelaide.

Men i dette årti har vi flere gange været privilegeret med at afgørelsen først er faldet i det sidste løb og det sker så igen i år. Det er også meget passende i en sæson hvor kampen hele vejen igennem har været tæt og hvor der faktisk har været lidt mere end en håndfuld løb der ikke bare har givet spænding i tabellen, men som har været spændende og seværdige i sig selv. Faktisk har 2008 været en ganske god Formel 1 sæson.

Hvem der vinder VM er næsten ligemeget. Det er svært at pege på at en af dem skulle fortjene det mere end den anden. De har begge leveret gode præstationer og de har begge jokket sig selv over tæerne da de burde have udnyttet den andens uheld.

Lewis Hamilton har fordelen. Han har et nydeligt forspring, men et sådan satte han jo over styr sidste år. Det kan ske igen, men omvendt må man formode at en ung fyr i sin anden sæson har lært noget på et år. Og jo - det er jo egentlig ganske imponerende at han er en ung fyr - i sin anden sæson - og for anden gang går ind i sidste løb med syv points forspring.

Hamilton skal sådan set bare holde sig bag Massa, og så skal det nok gå. Der er ingen grund til at forcere noget. Og selv hvis han ikke kan holde sig lige bag ham, så er det nok at blive nr. 5 hvis Massa vinder.

Det havde selvfølgelig været mere spændende hvis de to kørere havde ligget med næsten lige mange point og man kunne se frem til en direkte dyst mellem de to. Men den slags er desværre bedst i fantasien. Det har sjældent givet nogle specielt seværdige løb - med 1986 som en exceptionel undtagelse.

Resten af feltet er nok mere ligeglad. De har ikke noget på spil - de vil gerne have et godt resultat hvis det skulle vise sig muligt, men ellers er fokus i alle geledder efterhånden rettet ind mod 2009. Og der må vi jo håbe at vi det endnu sjovere end i år...

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • 02/11/08 - Interlagos - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk