Ferrari Challenge (DK)   07/10/08

Birkelund klar til Ferrari Challenge-debut
- Dette er tæt på at være opfyldelsen af en drengedrøm, konstaterer racer-chaufføren Max Birkelund. - En Farrari er nok det tætteste, som man kommer på en gadebil med motorsports-potentiale.

Derfor var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det skulle være en hidsig og potent italiensk vogn med karisma og charme, der dannede baggrunden for mit come back i banesporten. Derfor var jeg heller ikke et sekund i tvivl, da jeg blev tilbudt at købe en Ferrari 360 F1.

Siden 2001 har der været afviklet et skandinavisk mesterskab for Ferrari-racere under navnet: Scandinavian Ferrari Challenge (SFC). Dette er åbent mesterskab uden nationale bindinger. Derfor har løbs-organisationen som overordnet mål haft at præsentere kørerne for topbaner i og uden for Skandinavien.


Max Birkelund kørte hurtigt på Padborg i sin Ferrari 360 F1.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- I 2008 køres både SFC-premieren og -finalen på FDM Jyllands-Ringen i Danmark, fortsætter Max Birkelund. – Herudover har SFC besøgt de legendariske svenske circuits: Mantorp Park, Ring Knutstorp og Anderstorp. I 2007 bød sæson-menuen bl.a. på Padborg Park (DK), Formel-1 banen Hockenheim i Tyskland samt finske Ahvenisto.

Max Birkelund sigter mod at køre fuld sæson 2009 i SFC-serien. Derfor har 2008 været helliget ombygning af chauffør-faciliteterne i Ferrarien, idet Max Birkelund er daglig kørestolsbruger.


Ferrarien var et stort hit for tilskuerne i pitten på Padborg Park.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Vi har indbygget en håndbetjent bremse, forklarer Max Birkelund. – Samtidig skulle der etableres en speciel speeder-stang til erstatning for speeder-foden. Desuden har vi flyttet rundt på nogle af betjeningskontakterne.

Smugpremieren for Max Birkelund i SFC kommer til at foregå i finale-arrangementet 2008 på FDM Jyllands-Ringen midt i oktober. For inden har bilhandleren fra Vorbasse dog deltaget i 3 testweekends, som er foregået i søster-serien Bel-Ray Super Saloon Car Challenge.

- Senest har jeg kørt på Padborg Park, oplyser Max Birkelund. – Her var Ferrarien virkelig en populær publikums-magnet i pitten, og inde på rundbanen gik det også virkelig godt. Således kørte jeg på nogle omgangstider, som fuldt ud matchede sidste års FSC-finale samme steds.


Max Birkelund gik til makronerne på Padborg Park.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

I FSC-mesterskabet deltager omkring 20 Ferrarier i hver løbs-weekend, og i 2008-stillingen er foreløbig noteret 30 forskellige kørere.

- Hovedvægten i mesterskabet er svenske og danske kørere, konstaterer Max Birkelund. – Min egen Ferrari har dog tidligere været i racing-hænder hos en nordmand, og 2008-serien har desuden deltaget kørere fra Finland. Jeg glæder mig derfor til at debutere i det internationale selskab.


Max Birkelund ser frem til premieren i Scandinavian Ferrari Challenge.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Birkelund Racing er specielt imponeret af de gode køreegenskaber i raceren, som bl.a. har baggrund i Ferrariens center-motor. Her huserer der i parantes bemærket 400 norditalienske omdrejningsvillige hestekræfter.

- Opsætningen af undervognen er nogle kapitler for sig, afslutter Max Birkelund. - Her er der virkelig mange justerings-muligheder. Dog har vores ideer omkring finjusteringer båret frugt. Jeg ser da også frem til, at jeg kan høvle yderligere brøkdele sekunder af omgangstiderne ved SFC-finalen i weekenden: 11.-12. oktober på FDM Jyllands-Ringen lidt uden for Silkeborg.

Birkelund Racing

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Max Birkelund
  • Birkelund Racing
  • Jyllandsringen
  • 12/10/08 - Jyllandsringen - Ferrari Challenge (DK)

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde