DM Rally   30/09/08

Et rally på Fyn, kan kun blive fint!
Troels Lund, Gørlev og Peter Petersen, Sorø, i VW Golf GTI fra 1978, gennemførte 5. afdeling af DM i rally på Fyn, trods tekniske problemer
Fyns smukke landskab med skove og bakker, lagde ”ryg” til et af de mest spændende og sjove motorløb, som Troels Lund og Peter Petersen har deltaget i sammen. Det blev alt for spændende et par timer før løbet skulle starte fra Odense Tekniske Skole. Der kom lyde og rystelser fra differentialet, når bilen drejede.

Da servicefolkene endnu ikke var ankommet, fik de hjælp af gode venner og alt det udvendige blev checket. Drivaksler, led, hjul, drivflanger, kalibrer, og lignende var i orden. Mistanken om en alvorlig defekt i gearkassen blev ikke aflivet. Noget var galt! Men hvad?
Det endte med at de tog en chance. Der skulle køres og så måtte de tage hvad der kom. Ingen gennemfører et langt og hårdt rally med tekniske defekter. Det ved alle i rallysporten! 20 andre deltagere i løbet nåede ikke mål, men trods alle odds lykkedes det for Troels Lund/Peter Petersen at gennemføre. Endda med yderligere problemer fra en kobling som begyndte at fedte, straks fra morgenstunden på andendagen af det lange rally.


Troels Lund, Gørlev, og Peter Petersen, Sorø, midt i deres sjoveste og mest spændende rally gennem 3 sæsoner.
(Foto: Brian Juel)

I hver servicepause kastede mekanikerne sig over bilen og fik den klar igen. Og den kørte fint på den lange og vanskelige hastighedsprøve Gerup Skov, som var første prøve efter servicepausen. Men den sivende gearolie gav snart sine advarselssignaler, med en kobling som fedtede og fremdriften i bilen faldt. Kunne den holde hjem? Måske, måske ikke, men atter blev skæbnen lagt i hånden på Fru Fortuna og hun holdt sin gyldne hånd over den historiske Golf GTI fra 1978.

I den historiske gruppe, deltog også Kim Madsen og Kasper Sørensen fra Sorø i Ford Escort mk2. Fredag aften inden første prøve skulle køres, knækkede koblingspedalen i deres bil. Med en fantastisk præstation gennemførte Kim Madsen løbets første 5 hastighedsprøver (og transport) uden brug af kobling og uden at ødelægge gearkassen eller sin chance for at vinde den historiske gruppe. Det var flot!

Den førsteplads Troels Lund/Peter Petersen fik foræret fredag aften på dette grundlag, blev som ventet vendt til en andenplads ved mål. Så havde Kim Madsen/Kasper Sørensen kørt sig til en meget fortjent og forventet førsteplads. Stillingen i mesterskabet for de historiske klasser er da også Kim Madsen/Kasper Sørensen med 60 points og Troels Lund/Peter Petersen med 45. Guld- og Sølv medaljerne forventes også at kunne overrækkes til disse 2 mandskaber efter sidste afdeling af DM-rally i Slagelse lørdag 11. oktober. Da begge mandskaber kommer fra Slagelse Auto Sport, så deles glæden ved denne status.

Troels Lund


Læs mere om:
  • Fyn
  • 27/09/08 - Fyn - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk