Formel 1   28/09/08

Og det så ovenikøbet også godt ud
Dramatik og spænding i Singapores natløb
Om det var Fernando Alonso eller Lewis Hamilton der var den store vinder i Singapore er et spørgsmål om fortolkning. Fakta er at Fernando Alonso styrede sin Renault til sejr, mens Hamilton med en 3. plads øgede sit forspring betydeligt i VM stillingen

Egentlig startede løbet ret udramatisk - grænsende til det kedelige. Fra pole stormede Massa afsted, mens Hamilton og Raikkonen lå bag ham og der lå ikke lige i kortene at der skulle ske store ændringer i den stilling.

Om det skyldtes kedsomhed, eller om der var andre faktorer der spillede ind, skal være usagt, men det sjove begyndte da Nelson Piquet ramlede sin Renault ind i muren, lige omkring det tidspunkt hvor første pitstoprunde var på trapperne.

Selve kollisionen med muren så ikke videre rar ud, men Piquet gik selv fra vognen mens Safety Car'en kom på banen - og det var så her der for alvor gik rav i den. Alonso var først i pit - tilsyneladende lige før pitten jvf. reglerne blev lukket. Robert Kubica og Nico Rosberg måtte begge i pit før den blev åbnet - og begge fik senere en straf.

Da pitten så endelig blev åbnet var Massa selvfølgelig den første mand ved tanken. Og ligesom i Valencia forsøgte han at vædre Sutil da han kørte derfra. Forskellen fra dengang og til i dag er dog den ikke helt ubetydelige, at slangen stadig sad fast i bilen. Massa havde ikke andre muligheder end at køre op for enden af pitten og vente på at mekanikerne først fik tanket Raikkonen og dernæst kom løbende hele vejen igennem og fik trukket slangen fri.

Resultatet var at Massa nu var bagerste mand - og samtidig blev han idømt en straf - drive through - for usikker udkørsel. I Valencia blev samme straf, ganske uforståeligt, takseret til en bøde. Dennegang ramte straffen på en mere klar måde, hvis man ellers kan tale om nogen som helst form for klarhed og sammenhæng i de sanktioner der rammer racerkørere i den bedste klasse. Reelt set var straffen dog ubetydelig, da han allerede var bag alle andre.

Det er her, når en kører, som egentlig burde ligge foran, pludselig ligger og roder rundt langt nede i feltet, at man kan se hvad de egentlig er lavet af. Lauda, Prost, Senna, Schumacher har alle prøvet det og alle vist at de var i stand til knibe en vis legemsdel sammen og så ellers komme fremad - eksempelvis da Prost fik en stop and go i Monaco og stallede to gange inden han kom på banen igen - og alligevel kæmpede han sig op på en 4. plads. Men sådan en præstation fik vi ikke fra Massa - det var mere resignerende kørsel hvor han måtte kæmpe med Bourdais, Fisichella og Sutil og lavede flere tåbelige fejl. Kort sagt - han demonstrerede at hans bundniveau stadig er for lavt, selvom det dog er sjældnere at han rammer bunden. Men en stor kører skal kunne finde motivationen også når han ligger som sidste mand.

Men tilbage til løbet, hvor Nico Rosberg var i front, men han manglede både pitstop og en straf. Bag ham lå Trulli og længere tilbage lå Fisichella og der lå han godt. Hurtigt er sådan en Force India jo ikke, men Fisichella er rutineret og kan nok forsvare en placering. Og det gjorde han, og det fik en vis betydning for resultatet. For Kubica, der ligesom Rosberg skulle ind og have sin straf for at pitte mens pitten var lukket, røg helt ud af pointene og ned på en sekundær placering. Rosberg derimod der havde en lang og helt fri bane foran sig og Fisichella til at forsinke det meste af feltet, fik kørt sig til så stort et forspring at han blev i pointene efter sin straf.

Samtidig skulle de fleste af dem foran ham snart i pit, fordi de var på en en-stops strategi. Kort sat betød det at Rosberg kravlede op på 2. pladsen, bagved Alonso - og der blev han. Hamilton kom tæt på ham mod slutningen, specielt i kraft af endnu en periode med Safety Car. Denne gang var det Sutil der havde ramt en mur da han blev forbløffet over at Massa stod på tværs.

Men Hamilton valgte klogeligt at satse på de seks point for 3. pladsen. Mod slutningen af løbet kom der lidt mere dramatik da Raikkonen smed 5. pladsen væk da han forsøgte at bungy-jumpe over de kerbs. I stedet skrællede han højre side på bilen.

Timo Glock tog 4. pladsen, mens Vettel arvede 5. pladsen. 6. pladsen gik til Nick Heidfeld og Coulthard tog 7. pladsen. Det sidste point til en hård kæmpende Nakajima, der dermed blev den anden Williams i pointene.

Det er nu tredie løb i træk at man er blevet godt underholdt - noget vi ikke har været forvente med længe. Det er også værd at bemærke at de to store teams, der sidste år sad på det hele, nu ikke har vundet i to løb i træk.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • 28/09/08 - Marina Bay Street Circuit - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde