DTC Cup   23/09/08

En hård weekend, med store udfordringer
Efter blot en enkelt testdag med deres to nye kørere vendte Autoforum Racing Team Silkeborg tilbage til Danish Touringcar Championship i forbindelse med weekenden 'Padborg Super Prix' på Padborg Park.


Klaus Verner klar til at 'indtage' Padborg Park.
(Foto: Motorsporten.dk)

Både Autoforum Racing Team Silkeborg og deres to 'nye' kørere René Rasmussen og Klaus Verner var forsigtige optimister fredag aften, mens de sidste forberedelser og småjusteringer blev foretaget, men samtidig var alle godt klar over at med så lidt forberedelse ville det blive en hård weekend for dem i teamets to Peugeot 407 racere.

Lørdag var deltagerne i Danish Touringcar Championship på banen to gange, først i en fri træning hvor det var René Rasmussen der klarede sig bedst af de to ARTS kørere, han sluttede på en yderst respektabel 15. plads, mens Klaus Verner tog sig af 20. pladsen ud af de 22 kørere der var på banen.


René Rasmussen på vej mod 15. pladsen i træningen.
(Foto: Motorsporten.dk)

At det skulle blive en hård weekend viste sig i den efterfølgende tidtagning, hvor Klaus Verner's ene forhjulsophæng kolapsede allerede på hans første hurtige omgang, hvilket resulterede i at han holdt ved siden af banen, mens de øvrige deltager kørte om startplaceringerne til det første løb.
René Rasmussen kunne i tidtagningen gentage sin 15. plads, samtidig med at han forbedrede sin tid med 0,5 sekund, så der var ikke noget at sige til at han var optimistisk lørdag aften.


Klaus Verner's tidtagning endte da forhjulsophænget på Peugeot'en gav op!
(Foto: Motorsporten.dk)

Søndag formiddags warmup udviklede sig meget forskelligt for de to ARTS kørere, igen kunne René Rasmussen køre helt fornuftige tider, mens uheldet endnu en gang ramte Klaus Verner.

"Mit uheld lørdag var af ren mekanisk karakter, noget ingen kunne forudse, men det var godt nok ved at blive lige spændende nok, da forhjulsophænget kolapsede med 170 km/t. gennem chicanen, men jeg var heldig at få styr på bilen, og få den bremset uden at ramme noget. Men det gav selvfølgelig vores mekanikere en stor udfordring med at få den køreklar igen" - udtalte Klaus Verner efter weekenden, og han tilføjede - "uheld nummer to står derimod helt for min egen regning, jeg gav nok lige rigelig med gas, inden at bagdækkene var varme nok, og det resulterede i en tur i sandfanget samt lidt skader på forpartiet på raceren. Det var weekenden igennem et problem for mig at få varme nok i bagdækkene, og derfor fandt jeg mig aldrig helt til rette i bilen."

Tilbage i pitten kunne mekanikerne i ARTS teamet konstaterer at der var komme så meget sandt i maskineriet på Klaus Verner's bil, at videre deltagelse denne weekend ikke var mulig, dermed var René Rasmussen alene om at deltage i søndag eftermiddagens tre løb.

Det første af kvalifikationsløbene forløb fint for René Rasmussen, der holdt sig på omgangshøjde med de professionelle kørere oppe foran i DTC feltet, og krydsede målstregen på 16. pladsen, han scorede på den måde sine første 8 point til DTC privat cup mesterskabet.

I det andet af kvalifikationsløbene kunne René Rasmussen gentage sin 16. plads, men hvad man nok mere skal hæfte sig ved, er at han mere end halverede tidsforskellen op til den vindende kører. Endnu en gang kom der 8 point ind på scorekortet.


René Rasmussen kørte to 16. pladser hjem i kvalifikationsløbene.
(Foto: Motorsporten.dk)

Efter sammenlægningen af resultaterne af de to kvalifikationsløb, skulle René Rasmussen starte på 18. pladsen i finaleløbet.
Men her sluttede den flotte kørsel efter blot et par omgange, da Peugeot racerens transmission gav op. En rigtig ærgerlig afslutning på en ellers god weekend for René Rasmussen.

"Lige fra min første tur i bilen har samarbejdet med teamet, og mekanikerne, bare fungeret perfekt alle er utrolig arbejdssomme, og meget nemme at omgås. Bilen virker meget letkørt, men vi mangler stadig meget arbejde omkring dens setup. På den baggrund er jeg fuldt tilfreds med de tider jeg kørte i løbene, de lå ganske tæt på de øvrige Peugeot køreres tider" - udtaler en utrolig positiv René Rasmussen - "men jeg må nok sige at jeg er temmelig skuffet over selve sportsånden i klasse - kørerne imellem - og det bringer minder frem om, hvorfor jeg ikke syntes at det var så fedt at køre DTC sidst jeg var med! Det skal dog på ingen måde overskygge, at jeg har haft en rigtig god weekend med ARTS teamet, det er nogle dejlige mennesker at være sammen med."


René Rasmussen havde god fart i bilen, og var overordnet meget tilfreds med weekenden sammen med ARTS teamet.
(Foto: Motorsporten.dk)

"Klaus Verner fik ikke mange chancer her i weekenden, hverken til rigtig at lære bilen at kende, eller vise hvad han kunne præstere i den, tilgengæld kørte René Rasmussen flot og viste at potentialet er der både i bilerne og i ham selv. Det vil helt sikkert blive spændende at se hvad han kan præstere med lidt mere test, så han dels lærer bilen endnu bedre at kende, og dels at vi som team kan indarbejde et setup på bilen der passer til hans kørestil. Men selv med så kort tid i bilen viste han, at vi burde kunne være med fremme hvor 'gassen brænder', så vi har fået noget af vores optimisme tilbage" - udtalte sportsdirektør Lars Vendelbo efter weekenden på Padborg Park.


Hr. Nielsen


Læs mere om:
  • Klaus Verner
  • Rene Rasmussen
  • Autoforum Racing Team Silkeborg
  • Padborg Park
  • 21/09/08 - Padborg Park - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk