Clio Cup - DK   20/08/08

Claus Christensen tilbage på podiet
Clio CupEfter et par løbsweekender hvor det ikke helt er gået som Claus Christensen kunne have ønsket sig, blev Grand Prix Danmark en særdeles positiv oplevelse for Clio Cup køreren fra CCRacing, der var to gange på podiet.

Lige fra den fri træning viste Claus Christensen at han ville være med helt oppe foran denne weekend på Jyllands-Ringen, han satte her 3. hurtigste tid.
I tidtagningen forbedrede han sin omgangstid med cirka et halvt sekund, men desværre for Claus gjorde de foranliggende kørere det samme, så det blev til endnu en 3. plads, og dermed også startplads 3 til det første af løbene.


(Foto: Motorsporten.dk)

Med en kanon flot start i første løb, var Claus hurtigt oppe på 2. pladsen, en placering som han kæmpede hårdt resten af løbet for at bytte med en 1. plads, samtidig med at han skulle forsvare sig mod køreren på 3. pladsen.
Per Poulsen, Claus Christensen og Jacob Kristensen på de tre første pladser var aldrig mere en et par billængder fra hinanden i dette meget spændende løb, som sluttede med kørerne i nævnte rækkefølge - kun adskilt af 1½ sekund!


(Foto: Motorsporten.dk)

Igen i andet løb skulle Claus starte fra 3. pladsen, med de to rivaler fra første løb lige foran sig, så der var lagt op til endnu et meget spændende Clio Cup løb.
Claus lavede igen en flot start, og 2. pladsen var hjemme allerede i det første sving hvor han passerede Jacob Kristensen, de resterende 10 omgange jagtede Claus den førende Per Poulsen, men fandt ingen vej forbi ham.
Det blev derfor til endnu en 2. plads, der ligesom den første indbragte ham 17 point til mesterskabet.


(Foto: Motorsporten.dk)

"Det gik over al forventning, specielt med tanke på at der ikke har været tid til at teste så meget som nogle af konkurrenterne, så jeg er meget tilfreds med mine to 2. pladser" - udtaler Claus Christensen, og han tilføjer - "jeg har det fint med at tabe til Per Poulsen, han kørte fantastisk, og jeg kunne ikke hente ham denne weekend!"

Weekendens score blev altså på 34 point i løbene, samt yderligere 1 point for 3. pladsen i tidtagningen, 35 point som lunede godt på kontoen, hvor der nu står 102 point - nok til at Claus Christensen nu ligger på en solid 5. plads, og med både 4. og 3. pladserne indenfor rækkevidde.


Hr. Nielsen


Læs mere om:
  • Claus Christensen
  • Jyllandsringen
  • 17/08/08 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde