Danish Touringcar Challenge   23/06/08

Sønderjyde fører feltet an på Padborg Park
Tom Pedersen skal forsvare sin mesterskabsføring inden sommerferien
Den sidste weekend i denne måned danner Padborg Park rammen om den sjette udgave af Padborg Open. Det er sæsonens første løb for Danish Touringcar Championship i det sønderjyske, men det er samtidig også sidste løb inden sommerpausen.

Netop det at kunne holde sommerferie på den bedste plads i tabellen er attraktivt. Den førende kører og hans team får ro i sjælen, mens den lange pause kan give panderynker hos konkurrenterne, der har noget at skulle indhente.

Men ved Padborg Open kan det gøre et forsøg på at indhente den førende. Det er Tom Pedersen, Christiansfeld, og han har tænkt sig at forsvare sin sammenlagte førsteplads.


Tom Pedersen fører feltet an forud for Padborg Open i slutningen af måneden. Her er han foran Jan Magnussen og James Thompson.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

”Jeg tror ikke, at jeg kan udbygge min føring, men hvis jeg kører lidt med hovedet og også har lidt held, så tror jeg godt, at jeg kan forsvare min føring,” siger sønderjyden, der har henholdsvis ti og tolv points forspring til Henrik Lundgaard, Hedensted, og Jan Magnussen, England, i tabellen.

”Jeg håber på, at jeg kan slutte i top fem i finalen på Padborg Park. Det vil jeg også være rimeligt tilfreds med, men det afhænger af, hvem der er foran mig. Jeg vil være meget tilfreds, hvis Jan og Henrik er bag ved mig. Så er jeg næsten ligeglad med, hvilken placering jeg selv får…”

I år er det blevet til to sejre i de indledende kvalifikationsheat, mens de mere prestigefyldte finaler foreløbig har udløst to tredjepladser. Men som sønderjyde, der kører for det syddanske Team Telesikring Racing på en racerbane i Sønderjylland, må der næsten være tale om en hjemmebanefordel?

”Det kan godt være, at man kan kalde Padborg Park for min hjemmebane, men det er altså ikke min favoritbane. Det er Jyllandsringen. Det er ikke, fordi jeg har nogen problemer med banen. Det er bare ikke min favorit,” siger Tom Pedersen, der også peger på, at hans seneste succes har været med til at stække ham. Sammen med Jan Magnussen er han nemlig den kører, som skal have mest succesballast i sin bil – 40 kg – ved Padborg Open.

”Det bliver nok svært med de ekstra 40 kg i bilen, men vi må bare prøve at give den noget gas,” siger han.


Det er blevet til flere pokaler for Tom Pedersen. Men ved Padborg Open er det vigtigere for ham at forsvare føringen i Danish Touringcar Championship.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

”Nemt bliver det dog ikke. Vi ved fra tidligere, at Chevrolet’erne, Honda’erne og Peugeot’erne er hurtige på banen, og selv om jeg ikke synes, at vi står svagt, så er der bare flere, der kan køre stærkt på Padborg Park end på Jyllandsringen. Vi så jo sidste år, at Chevrolet kørte meget stærkt dernede, og ved det sidste løb så vi også, at Chevrolet’erne kører stærkere end tidligere på Jyllandsringen, så hvis de har fundet noget tilsvarende på Padborg Park, kommer de også til at køre stærkt dernede.”

Et kik på statistikken omkring Tom Pedersens tidligere starter i Danish Touringcar Championship viser, at han sidste resultat har været en fjerdeplads i et kvalifikationsheat, mens han har kunnet mønstre en enkelt sjetteplads i en finale på Padborg Park – så sønderjyden ved, at der skal kæmpes.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Tom Pedersen
  • Team Telesikring Racing
  • Padborg Park
  • 29/06/08 - Padborg Park - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk