Special Saloon   11/06/08

Herreræs!
Det var nogenlunde sådan det lød, da Jørgen Hansen og Claus Klostermann steg ud af deres biler efter 2. heat af Bel-Ray SSC Challenge i den forgangne weekend. Jørgen Hansen og Christer Gislerud tog den stående start på det andet heat, og fik ellers en god afstand til resten af feltet, men en safetycarperiode fjernede forspringet.

Det passede Claus Klostermann fint, for han bed sig fast på Jørgen Hansen's BMW M3 GTR og forsøgte flere gange at gå forbi midtsjællænderen. Men uden held.
"Jeg forsøgte en del, men Jørgen forstod virkelig at gøre sig bred", sagde Klostermann efter løbet.


Gamle Hansen og Claus Klostermann havde en rigtig herredyst i 2. heat.
(Foto: Gripping Media)

Weekenden startede ellers med, at Michael Klostermann satte sin BMW E46 GTR SE på forreste startplacering efter første tidtagning. Den mesterskabsførende Christer Gislerud var henvist til andenpladsen, 0,316 sekund efter. Finn Nielsen var igen klar med sin DTM-Mercedes, og han kørte sig til 5. startplacering.
Per Berndt debuterede i denne weekend i Bel-Ray SSC Challenge. Tidligere har han kørt bl.a. 1600 Challenge, men denne gang var turen kommet til Jørgen Hansen's søn, Claus', aflagte Renault Clio Cup-bil. I første tidtagning var han 16. bedst foran etablerede kørere som Nils Davidsen og Erik Byrgesen.


Per Berndt debuterede i Bel-Ray SSC Challenge.
(Foto: Gripping Media)

Anden tidtagning blev vundet af Chister Gislerud. Michael Klostermann nåede at køre en enkelt omgang, før motoren gik i stykker og weekenden var slut for sidste års mester i klasse 2. Til gengæld var Jesper Ternvalt godt i gang med at sætte hurtige tider. Faktisk var der så meget fart på, at han kørte anden hurtigste tid, 4/10 sekund efter Gislerud. Jørgen Hansen lå lige efter.
"Med en defekt oliekøler turde jeg ikke give motoren fuld gas", fortalte Gamle Hansen bagefter.

Første heat blev kørt lørdag eftermiddag, og her havde Ternvalt for travlt med at komme afsted. Han tyvstartede og fik efterfølgende en stop&go-straf. Det kostede et potentielt topresultat. Til gengæld var Jørgen Hansen parat til at overtage 2. pladsen, og de første par omgange lykkedes dem ham at presse den norske Porsche. Efter Gamle Hansen kom Jens Ole Mathiesen med sin BMW på 3. pladsen. Peter Vesti kørte igen mere sidelæns end ligeud, men formåede alligevel at køre sig til en 8. plads. Til Vesti's forsvar skal det siges, at en ny undervogn er bestilt, så Supra'en snart også kan køre ligeud.
Mens Mikael Todbjerg udgik af løbet med sin Nissan Skyline, lykkedes det Per Berndt at gennemføre med sin Renault Clio, dog kun som næstsidste kører.

Som så mange gange før, fik kørerne i Bel-Ray SSC Challenge næsten 24 timers pause før de igen skulle i aktion på banen. Ikke optimalt, men heldigvis var der da andet motorløb at se på.

Da 2. heat endelig skulle sættes i gang, sluttede det for Jesper Ternvalt. Netop som han slap koblingen, knækkede trækakslen, og så var der ikke mere race til BMW-køreren.
"Det er super ærgerligt, men det er jo hvad der sker", sagde han efterfølgende.
En anden uheldig kører var Lars Østergaard, der sluttede sin løbsweekend i sandfanget ved Panorama-svinget på første omgang:
"Jeg har døjet med bremsesvigt hele weekenden, og da det vendte tilbage, var det om at få bilen stoppet", sagde han efter løbet.


Lars Østergaard endte i sandkassen med bremsesvigt.
(Foto: Gripping Media)

Endnu engang stod Christer Gislerud øverst på podiet efter løbet, og Jørgen Hansen er efterhånden også en fast gæst på 2. pladsen. Claus Klostermann holdt sig bag Jørgen Hansen og sluttede på 3. pladsen.

Der er langsomt ved at danne sig et billede af SSC-mesterskabet 2008. Christer Gislerud ligner en komfortabel mester, mens Jørgen Hansen, Jens Ole Mathiesen og en række andre må slås om de efterfølgende pladser. Men med kun fire ud af syv løbsweekender afviklet, kan meget endnu ske - og det vil der garanteret også.

Bel-Ray SSC Challenge

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Claus Klostermann
  • Jørgen 'Gamle' Hansen
  • Hansen Racing
  • Klosterman Racing
  • Jyllandsringen
  • 08/06/08 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde