Sportscar Endurance Championship   03/06/08

Roser til Padborg Park og Motor Sport Sønderjylland
Atter engang vil holdet bag Aquila Racing Cars takke alle ’de andre’ hold og enkeltpersoner der gør tingene mulige, trods vanskelige odds.

Efter en svær begyndelse med transmissionsproblemer i SR1’erne valgte de fleste af de nye SR1-hold trods alt at stille op til 2. afdeling af SEC på en solbeskinnet Padborg Park den 1. juni – og det var et kærkomment bidrag på alle måder, da Peugeot Spyderne, som omtalt andetsteds, var blevet ”grounded” indtil de får løst de motorproblemer der viste sig ved 4-timers løbet på Ring Djursland ved første afdeling af SEC 10. maj.
SECs 2. afdeling fik dermed et – om end meget lille – felt, og med god pragmatisk sans havde Motor Sport Sønderjylland fået ændret formatet lidt, så det passede lidt bedre med det materiel der nu kunne stille op.

Siden Djursland var det blevet klarlagt at SR1’erens transmissionsproblemer skyldes at spidshjulslejet kan arbejde sig løs, med deraf afledte følgeskader som kan være lidt mere forskelligartede, men alle lige invaliderende for bilens fremfærd.
Tæt kontakt med den engelske transmissionsfabrikant, Elite, anviste en midlertidig løsning på problemet, som desværre, langt fra viste sig tilstrækkelig. Alle de 5 deltagende SR1’ere fik transmissionsproblemer forholdsvis tidligt i løbet; dog så det (relativt!) længe ud som om svenske Team Racing for Pleasure’s Ferrari-røde eksemplar havde klaret frisag i transmissionssagaen – men ak, også den fik besøg af transmissionstrolden da Gustavsson, fader Calle og søn Mikael, førte løbet med ikke mindre end 18 omgange!
Hvordan kunne det nu gå til?
Havde Jan O’s og Jens Kristoffersens lynhurtige Radical SR3 da ikke lagt fra land?
Jo, det havde den, men også den blev desværre ramt af mekanisk uheld, da dens motor opgav ævred efter blot 24 omgange.


Calle og Mikael Gustavsson.
(Foto: Aquila Racing Cars / Alex Frederichsen)

Vi var da pludselig i den situation, at løbet snart kun havde tre deltagere tilbage, alle SR1’ere. Kunne nogen overleve kriterierne for gennemførelse?
Cortina Racing’s sort/guld-farvede SR1 med hårdt prøvede Martin Berner og Oscar Davidsen Siesby var udgået med – don’t mention it – transmissionsdefekt allerede efter 20 omgange, og Michael Jakobsens utroligt flotte sorte eksemplar ligeledes med en meget syg transmission efter 24 omgange.


Martin Berner og Oscar Davidsen Siesby.
(Foto: Aquila Racing Cars / Alex Frederichsen)

Efter Radical’ens alt for tidlige exit så især Kristian Poulsen og Michel Nykjærs SR1 i de danske racerfarver stærkt kørende ud, med Team Padborg Park’s ligeledes sølvfarvede bil med Jens Enemark og Alex Hansen tæt på, mens Gustavsson var forsinket noget for at reparere en løs motorkåbe.


Michael Jakobsen.
(Foto: Aquila Racing Cars / Alex Frederichsen)

Trafikken ville dog hurtigt blive (om muligt!) endnu mere spredt – efter 28 omgange stoppede den hurtige Michel Nykjær på banen – transmissionen igen.
Gustavsson var oppe i fart igen, den røde bil kørte helt stabilt, men det varede ikke længe før Team Padborg Park måtte tage et langt, langt pitstop med en syg transmission med meget høj feber – det var her Team Racing for Pleasure i en længere periode var alene på banen og for alvor opbyggede sit forspring.
Team Padborg Park kom efter sit lange pitstop på banen igen, og omtrent samtidigt kom Mikael Gustavsson, der havde overtaget igen efter sin far Calle, på et ikke-planlagt pitbesøg – med transmissionen låst i 5. gear. Til gengæld fik Team Padborg Parks transmission åbenbart færden af en sejr og begyndte at arte sig lidt igen – nu var det den sølvfarvede bil der kørte hurtigst, og den åd nu af Gustavssons forspring i store lunser, men først skulle den dog lige en ekstra tur i pit for at få sat en dør på som var blæst af, da den ikke havde været ordentligt lukket.


Kristian Poulsen og Michel Nykjær.
(Foto: Aquila Racing Cars / Alex Frederichsen)

Pragmatiske som de var, fik løbsledelsen og dommeren nu udsendt en ny slutinstruktion for at redde hvad der kunne reddes af løbet:
For at blive placeret i slutstillingen skulle man køre inden for den sidste time, i stedet for inden for den sidste halve time.
Det blev dermed en usædvanlig løbsafslutning, for ingen ville næppe være på banen når det ternede flag faldt, men to SR1-hold kunne alligevel stadig nå at vinde:
Team Padborg Park og Team Racing for Pleasure.


Jens Enemark og Alex Hansen.
(Foto: Aquila Racing Cars / Alex Frederichsen)

Lidt spænding blev det dermed alligevel til før den for tidlige fyraften – et motorløb kan som bekendt lade sig gøre med kun to biler: Ville Team Padborg Park kunne indhente familien Gustavssons store forspring før transmissionsproblemerne vendte tilbage – og ville Gustavssons bil kunne køres tilstrækkeligt hurtigt og længe nok i kun 5. gear til at blive klassificeret?
Svaret blev to gange ja:
På en passende og fortjent måde blev det Team Padborg Park der tog den første sejr for en Aquila SR1 – og holdt inde så snart de følte sig sikre på sejren var i hus, da Gustavsson ikke kunne fortsætte længe nok som den anden ”walking wounded” i det tempo det medførte at være låst i højeste gear til at kunne genvinde det tabte før lukketid.
Internationalt var podiet: Dansk-tysk første plads og rent svensk familieforetagende på andenpladsen, der ellers længe lignede sejren.


(Foto: Aquila Racing Cars / Alex Frederichsen)

Straks efter løbets afslutning drog Aquilas direktør Dan Suenson til England for at mødes med transmissionsfabrikanten for at finde en hurtig og holdbar løsning på problemerne – den seneste og meget positive melding er, at Elites øverste ledelse tager situationen meget alvorligt og er 110% indstillede på hurtigst muligt og effektivt at gøre SR1 Challenge til den succes klassen fortjener at blive.
Aquila Racing Cars vil derefter gøre alt hvad vi kan for så hurtigt som muligt at få vores hårdt prøvede og meget tålmodige kunder forsynet med holdbare gearkasser.


Dan Suenson er nu i England, for at få løst gearkasse problemerne.
(Foto: Aquila Racing Cars / Alex Frederichsen)

Lidt lys blev der så alligevel i mørket. Havde det ikke været for Motor Sport Sønderjylland, Padborg Park, DASU samt, naturligvis, de hårdt prøvede SR1 kører-teams og deres lige så hårdt prøvede mekanikeres gå-på mod og vilje til at få SR1 Challenge og SEC til at lykkes, havde der med rette kunne have stået ”fadæse” med store bogstaver over det hele her – alle gjorde det bedste med det de havde at gøre med, så der alligevel kom noget brugbart ud af det.
Tusind tak til jer alle for en kæmpe og vedholdende indsats – med jeres hjælp og engagement samt Elites forstærkede indsats på transmissionen skal vi nok meget snart få udviklet SR1 til at være lige så pålidelig som den er sjov, flot og hurtig.

”To finish first, you must first finish” – der vil vi hen så hurtigt det kan lade sig gøre.

Igen – en kæmpe tak til SR1-holdene og løbsarrangørerne. Det kan kun – og vil kun – gå fremad nu, og det bliver også lidt sjovere når Peugeot’erne igen kommer på banen og Radical’en også får løst sine pålidelighedsproblemer. En sejr er en sejr, men store felter og ”clean fight” er nu engang det bedste…

Aquila Racing Cars
Anders W. Bonde



Glimt fra 2. afdeling af Sportscar Endurance Championship 2008.
(Foto: Aquila Racing Cars / Alex Frederichsen)


Læs mere om:
  • Jens Enemark
  • Martin Berner
  • Padborg Park
  • 30/05/08 - Padborg Park - SR1 Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk