Le Mans   02/06/08

Frustrerende dag for Team Essex på Le Mans
Le MansSøndag gennemførte Team Essex sin sidste forberedelse forud for årets 24-timers Le Mans. På den 13,6 km lange kombinerede racer- og landevejsbane 200 km sydvest for Paris deltog teamet i den officielle testdag, hvor alle 55 inviterede teams fik lejlighed til at afprøve materiellet forud for tidtagningerne til løbet om halvanden uge.

For Team Essex blev slutfacit dagens femtendebedste omgangstid generelt og næstbedste tid i LMP2-klassen. Men det var svære forhold alle de deltagende teams havde på Le Mans.

”Konstant skiftede vejret. Så var det tørt, så var det vådt, og så var det drivvådt,” fortæller teamchef John Nielsen. ”Når det blev tørt nok til at sætte en tid, blev det enten vådt igen, så det var svært at planlægge noget. Eller også røg det røde flag ud, fordi der var en kører, som var kørt af banen.”

Heldigvis har Team Essex gennem sine tre forudgående løb i Le Mans Series med en sejr og to tredjepladser opnået et godt kendskab til teamets Porsche RS Spyder, mens kørerbesætningen – hvor Sascha Maassen på Le Mans bliver tredjemand ved siden af John Nielsen og Casper Elgaard – også er velbevandret på Circuit de la Sarthe.

”Selv om det var frustrerende med konstant vekslende vejrforhold, som gjorde det svært for os at teste, så fik vi faktisk løst vores hovedopgave ved testdagen, nemlig at få Sascha Maassen sat på holdet,” siger Casper Elgaard. Efter to sæsoner i American Le Mans Series er tyskeren mere end kendt med Porsche RS Spyder-modellen, men samarbejdet med Team Essex er nyt for ham.

”Sascha blev utroligt hurtigt en del af teamet,” fortsætter Casper Elgaard. ”Hans attitude og indstilling til tingene matcher i det store og hele Johns og min, når det gælder bilen og dens opførsel, og han har naturligvis også været i stand til at køre de samme omgangstider som vi andre.”

I LMP2-klassen var det kun de evige rivaler fra Van Merksteijn Racing, der var hurtigere. Det hollandske Porsche-mandskab fik noteret en omgang, der var 1,6 sekunder bedre end Team Essex, men når man tænker på, at en omgang på Le Mans er godt 13,6 km lang, er det danske team reelt rykket tættere på sine rivaler.

”Jeg synes ikke, at dagen i dag har rokket ved Team Essex’ ambitioner. Vores forventninger om at kunne tage en sejr i LMP2-klassen er fortsat intakte,” siger John Nielsen, der også blev imponeret over nogle af de omgangstider, der blev opnået.

”Peugeot-holdet kom ned på en omgang på 3.22. Sidste gang jeg kørte på banen i firserne, hvor der ikke var de to chikaner på langsiden, så man bare kunne køre op mod 400 km/t, blev banerekorden vist sat med 3.21. Det viser noget om den udvikling, der er sket!”

TeamEssex.dk


Læs mere om:
  • Casper Elgaard
  • John Elgaard Nielsen
  • Team Essex
  • Le Mans
  • 01/06/08 - Le Mans - Le Mans testdag

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk