Danish Touringcar Challenge   02/06/08

På vej mod toppen
Optimisme i Poulsen Motorsport forud for weekendens DTC-løb
Efter en udflugt til Ring Djursland er DTC-feltet nu tilbage på Jyllandsringen, hvor tredje afdeling af DTC køres i den kommende weekend.

Og for landets største DTC-team, Poulsen Motorsport, er det en stor fordel:

Den regerende DTC-mester Michael Nykjær kom på sejrsskamlen i sidste løb, men satser endnu højere i weekenden.
(Foto: Poulsen Motorsport)
"Vores BMW'er er rigtig gode på Jyllandsringen, og vi er tæt på et godt setup nu," vurderer den regerende DTC-mester Michel Nykjær.

"Vores mål er at være med i forreste række, og nu er vi godt inde i kampen om mesterskabet. Der er jo meget hård kamp fra startstregen hver gang, og derfor gælder det om at komme så langt frem i kvalifikationen som muligt. Det arbejder vi hårdt på," siger Michel Nykjær, der ligger på en samlet tredjeplads i mesterskabet og håber på at avancere yderligere i weekendens løb.

Bedste privatkører i DTC er indtil nu teamejer Kristian Poulsen:

"Vi har mange bolde i luften i Poulsen Motorsport, for vi deltager også i Renault Clio Cup og i langdistancemesterskabet samt flere andre løb. Men hele vores fokus er på at skabe yderligere forbedringer i weekenden," siger Kristian Poulsen.


Kristian Poulsen vil med næb og kløer forsvare sin føring i privatkørernes cup i DTC.
(Foto: Poulsen Motorsport)

Kristian vil kæmpe hårdt for at forsvare sin føring i privatkørernes cup, men går samtidig efter en god placering i DTC-mesterskabet: "Kan jeg ligge mellem de fem til syv bedste i alle tre løb på søndag, vil det se rigtig godt ud," siger Kristian Poulsen.

Der var også stor fremgang for teamets anden privatkører, Jesper Sylvest, i sidste løb:

En splinterny motor med flere hestekræfter giver Jesper Sylvest forhåbninger om at rykke yderligere frem i DTC-feltet.
(Foto: Poulsen Motorsport)
"Det har været et problem at få køretræning nok," siger Jesper Sylvest, den første DTC-vinder nogensinde. "Men jeg er i god fysisk form og har fin føling med bilen nu. Til weekenden får jeg en helt frisk motor med sidste nye 2008-opdateringer, og det kommer til at betyde en del. Mit mål er at køre et halvt sekund hurtigere i kvalifikationen og ligge mellem 10-12 første kørere, når flaget går til første heat. Så jeg er meget fortrøstningsfuld," slutter Jesper Sylvest.

Poulsen Motorsport har som et ud af tre DTC-teams en udenlandsk kører, den BMW Irland-sponserede Emmet O'Brien.

"We will be much closer to the top this weekend," spår Emmet O'Brien. "Det er mit andet løb på Jyllandsringen, så nu kender jeg banen. Hele teamet bevæger sig fremad, og jeg håber på at kvalificere mig i top seks.

Når det gælder autografer er Emmet O'Brien den meste populære kører i Poulsen Motorsport. På søndag vil han være blandt de otte bedste, når finalen er kørt.
(Foto: Poulsen Motorsport)
Kan jeg blive mellem nr. fem og otte i første heat, får jeg en fin startplacering i andet heat og har så basis for et godt samlet resultat."

"Jeg har arbejdet sammen med Kurt Thiim om setup af bilen, og han har været helt fantastisk og hjulpet mig meget," siger en optimistisk Emmet O'Brien.

Der er kvalifikation på Jyllandsringen lørdag, og på søndag stiller 26 kørere, heraf fire fra Poulsen Motorsport, til start i de tre løb, som udgør tredje afdeling af DTC.

Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Kristian Poulsen
  • Michel Nykjær
  • Poulsen Motorsport
  • Jyllandsringen
  • 08/06/08 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk