Danish Touringcar Challenge   06/05/08

Sejr i teamets første DTC-løb
Team Telesikring Racing vandt sensationelt sit første løb nogensinde i DTC på Jyllandsringen
Team Telesikring Racing gjorde sin entré i Danish Touringcar Championship med manér, da der i weekenden var sæsonpremiere på Jyllandsringen. Pole position i første forsøg. Sejr i teamets allerførste løb og teamet i top tre i såvel kørernes mesterskab som i teamenes konkurrence.

- Vi må sige, at det var en god debut for teamet, siger Peter Ager, der udover at styre den ene af Team Telesikring Racings BMW’er også er med i opbygningen af teamet. – Det er virkelig tilfredsstillende.

Teamets anden kører, Tom Pedersen, var på alles læber under weekenden på Jyllandsringen. Alle talte om ham og med ham. Og med god grund. Køreren i den hvide bil med startnummer 4 var nemlig den eneste, der set over hele weekenden kunne true Jan Magnussen.


Mange gæstede Team Telesikring Racing i weekend.
(Foto: Team Telesikring Racing)

Tom Pedersen modstod presset
- Jeg havde en kanon tidtagning og et kanon første heat, fortæller Tom Pedersen om løbet, hvor han stort set fra start til mål blev presset af Jan Magnussen.
- Det var sjovt og hårdt, men kampen var hele tiden fair fra Magnussens side. Man kan godt frygte for, at køreren bagved rammer en, når vi ligger så tæt, men de skal ikke tro, at de kan kyse mig. Man skal ikke bare tro, at man kan køre forbi mig, bare fordi man hedder Magnussen.
Var første heat perfekt, så endte det andet heat med at blive et, som stadig plager Tom Pedersen.
- Andet heat irriterer mig helt vildt, siger han. - Jeg får en dårlig start. Jeg tror, at det er Carsten Leveau, der laver en tyvstart og ryger op forbi mig, og da han så finder ud af det, bremser han ned, og så kunne jeg ikke komme nogen vegne. Så blev der bulet lidt, og det var skidt.


Tom Pedersen.
(Foto: Motorsporten.dk)

Men i dagens tredje og sidste heat viste Tom Pedersen atter konkurrenterne, at han er en kører, de skal regne med. Mod slutningen af løbet overhalede han James Thompson og blev dermed nummer tre i finalen efter Jan Magnussen og Henrik Lundgaard.
- Jeg ville godt have været forbi Thompson noget før, men der var gult flag de steder, hvor man kunne overhale, men det lykkedes heldigvis et andet sted på andensidste omgang. Men var jeg kommet forbi noget før, tror jeg godt, at jeg kunne have taget Henrik.

Kørte sig ud på et sidespor
Peter Agers søndag blev bedre og bedre, som heatene blev kørt, men han havde ellers sikret sig et godt udgangspunkt, da han var blevet nummer 10 i tidtagningen.
- Jeg kører mig selv ude på et sidespor allerede i starten, fortæller Peter Ager, som sluttede første heat på 15. pladsen. - Jeg tænkte den forkerte tanke og lavede en fejl. Jeg prøvede simpelthen på at køre ydersporet og endte med at holde stille, og så var det løb kørt. Jeg blev hængt til tørre derude, og så var det hårdt arbejde. Siden bøvlede jeg med nogen, som det ikke var så sjovt at bøvle med.


Peter Ager.
(Foto: Motorsporten.dk)

- Jeg havde en rimelig finale, og hvis jeg var kommet noget før forbi Kim Lund, så havde det set helt anderledes ud, for jeg havde meget mere speed, for han er god til at køre bredt, siger Peter Ager, der krydsede målstregen på en 11. plads som fjerdebedste privatkører i feltet.

Team Telesikring Racing


Læs mere om:
  • Peter Ager
  • Tom Pedersen
  • Team Telesikring Racing
  • Jyllandsringen
  • 04/05/08 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde