Langstreckenpokal   24/04/08

GRCs biler klar til VLN
Efter forrige uges uheldige dobbeltcrash på Nürburgringen, har GRC Racings mekanikere ligget vandret. Det er dog lykkedes dem, at få mindst én bil klar til weekendens VLN.

Forrige weekend startede skidt for GRC Racing. En mindre afkørsel under træningen sendte Aston Martin’en i pit, og under selve løbet – der ellers gik lige efter bogen, blev BMW’en skubbet af banen. Dét var ikke en lettere afkørsel, så chefmekaniker Dominik Spano har haft mere end rigeligt at se til de sidste 14 dage.


(Foto: GRC Racing)

Nu ser det imidlertid ud til, at begge biler er klar til løb. Teamchef Jan Kalmar beretter:

”Vores Aston havde jo kun lige en kosmetisk skramme, og så et sæt ødelagte fælge. Men vores BMW var til gengæld meget langt fra at være i god stand, da vi forlod den forrige lørdag. Der var vel sådan set flere ødelagte dele, end der var hele. Men Dominik og de andre mekanikere har virkeligt gjort et fint stykke arbejde, så bulletinen fra Nürburgring går nu på to helt friske biler.”

Der skal testes igennem fredag, i begge teamets biler. Men allerede nu har GRC Racing dog besluttet sig for, at der skal køres i BMW’en. Årsagen er såre simpel, den har bevist, at den kan ligge med helt i front når det gælder – og så er det god træning frem mod 24-timers løbet sidst i maj måned. Jan Kalmar forklarer:

”Vi har svært ved at ramme den perfekte opsætning på Aston Martin’en efter vinterens ændringer. Vi har jo desværre næsten fået ødelagt alle testdage på grund af vejret, så vi halter altså noget bagefter. Og vi så jo for alvor i forrige weekend, hvor hurtige vi kan være i BMW’en. Vi førte klassen, uafhængigt af pitstop, en del af løbet. Det var en mindre misforståelse, der sendte os ned på tredjepladsen, og derfra kæmpede vi os fornuftigt tilbage på andenpladsen, før uheldet indtraf.”


(Foto: GRC Racing)

Det gælder altså om, at få så mange kilomter som muligt i BMW’en, så alle kørerne er fuldstændig fortrolige med bilen hele banen rundt, og i alt slags vejr. 24 timer er lang tid, men med mulighed for, at køre tre firetimers løb på samme strækning, så kan der alligevel opøves en vis rutine. Kørerbesætningen til lørdagens VLN løb bliver den samme som sidst. Stewart Stjernholm, Jacob Thomsen og Jan Kalmar.

Weekendens løb er tredje afdeling i det tyske Langstreckenmeisterschaft Nürburgring. Serien løber over ti afdelinger, den sidste bliver først kørt i slutningen af oktober.

24-timers løbet bliver afviklet den 24.-25. maj, og er en kæmpe folkefest, der sagtens kan måle sig med Le Mans. Forskellen er blot at billetterne er billige – og giver adgang til pitten under hele løbet! Camping og parkering er også prissat meget rimeligt – og så er der lige det lille men, at der er næsten 250 biler til start!

Løbsafdelingen VLN kan følges på < HREF="http://www.vln.de" TARGET=_>www.vln.de og mere information om 24-timers løbet kan findes på www.24h-rennen.de.

GRC Racing
Mikkel Pærremand


Læs mere om:
  • Jan Kalmar
  • Nürburgring

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde