Go Kart   10/04/08

Karting-lillebror vælger alternative ideallinjer
Det vil altid være noget af en udfording, når man prøver kræfter med den samme sportsgren på topplan som sin storebror/-søster. Uvilkårligt vil der blive sammenlignet med den ældres søskendes præstationer.

Problemstillingen er aktuel for sydvestjyske Betty Racing, hvor begge brødrene: Bo og Christian gør sig flot gældende inden for kartingsporten.

- Knægtenes forskellige temperamanter løser formentlig mange konflikter i hverdagen, konstaterer teamchef og far: Erik Sørensen.
- Bo har nok arvet nogle gener efter mig omkring ilterhed, hvorimod Christian mere slægter moderen på med et mere roligt sindelag. Begge knægte har dog det vigtige vinder-instinkt i sig, når styrthjelmen kommer på hovedet, men har iøvrigt meget glæde af hinandens selskab under konkurrencerne.

Christian Sørensen kørte 2007-sæsonen i den nationale Formel Junior-klasse, men er i 2008 rykket op i den internationale Karting Formula 3 (KF3), som er åben for kørere mellem 13 og 15 år. Samtidig er Bo rykket ud af KF3, og han skal nu i gang med udfordringerne i den lidt hårdere KF2. Forskellen mellem de to klasser skal bl.a. findes i tophastigheden.


Christian Sørensen er snart flyvende i det tyske junior kartingmesterskab.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Christian blev vicedanmarksmester 2007 i Formel Junior, fortsætter Erik Sørensen. - Det forpligtede derfor naturligvis til en oprykning til KF3. Samtidig blev der heldigvis bedre fysisk sammenhæng mellem karting-arrangementerne, som knægtene deltager i gennem sæsonen, idet KF3 og Bo’s klasse: KF2 ofte afvikles sideløbende i samme stævne.


Christian Sørensen har fået en ny og flot styrthjelm til premieren på det tyske junior-mesterskab.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Betty Racing har allieret sig med KSM Motorsport, som er officielt kartingteam i Tyskland for en af Europas største karting-fabrikker Tony Kart. I 2008 får Christian Sørensen derfor mulighed for at køre det tyske juniormesterskab (DJKM).

Bag KSM Motorsport står barndomsvennerne: Peter Kaiser og den syvdobbelte Formel 1-verdensmester: Michael Schumacher. Schumacher-storebroderen vil ud over kørertræning udnytte sit internationale kontaktnet til at få kartingteamets kørere videre inden for motorsporten, og kan samtidig kunne øse lidt ud om det klassiske broderskab med lillebror: Ralf.


Christian Sørensen går til makronerne i KF3-klassen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- DJKM tegner virkelig spændende i år, forklarer Christian Sørensen. - Ud over Tyskland stiller Danmark med hele 10 kørere. Der er desuden deltagelse fra: Østrig, Holland, Spanien, USA, Belgien, Estland, Rusland, Italien, Canada og Norge. Samlet tæller startfeltet 58 kartingteams, og tilmeldingsfristen er ikke udløbet endnu.

Betty Racing har stor erfaring med KF3-materiellet, hvor Bo Sørensen er regerende vice-danmarksmester 2007 i klassen. Erik Sørensen ridser situationen op:
- Vi har derfor altid draget fordel af de lærte staldfiduser, når Christian skulle i gang med noget nyt og hurtigere materiel. Oprindelig var hensigten med iværksættelsen af det internationale KF3-KF2-KF1 koncept ved starten af 2007-sæsonen, at materiellet skulle fastfryses hen over 2-3 år således, at driftsomkostningerne blev holdt nede.


Christian Sørensen med sin backing-gruppe: Storebror Bo Sørensen, Thomas Muchow og Peter Kaiser fra KSM Motorsport samt teamchef og far Erik Sørensen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Der er imidlertid sket flere ændringer allerede til sæson nr. 2 med det nye koncept, hvilket har givet Betty Racing nogle udfordringer under vinterens trænings-arrangementer i Tyskland.

- Det ustabile vintervejr har samtidig drillet mig lidt, afslutter Christian Sørensen. - Men bare rolig! Jeg skal nok finde konkurrence-melodien, når det virkelig gælder. Det er jo af modgangen, at man lærer de værdifulde erfaringer.

DJKM har sæsonpremiere på Betty Racings tyske hjemmebane: Kerpen midt i april.

Betty Racing

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Christian Sørensen
  • Betty Racing

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde