Polo Cup - DE   10/04/08

Frydkjær alligevel i ADAC Volkswagen Polo Cup
Vejen til succes er sjældent belagt med rosenblade og perler.
Aldrig før har vi været så tidligt i gang med sæson-forberedelserne som op til denne sæson - og alligevel falder det hele først på plads i sidste øjeblik!

Siden racerkøreren Kennie Frydkjær Jensen i september sidste år kvalificerede sig til deltagelse i ADAC Volkswagen Polo Cup, har dette været målet - indtil slutningen af januar, hvor vores hovedsponsor måtte trække sig på grund at økonomiske problemer; og vi efterfølgende måtte melde fra til ADAC og Volkswagen Motorsport.

Kort tid efter kom der et attraktivt tilbud om deltagelse i den nye Peugeot Spider Cup for det nyetablerede team, Globel Racing.
Peugeot Spider Cup er på mange områder et stort skridt i den rigtige retning - men frem til sæsonstart om få uger, opstod der en del usikkerhed omkring aftalen; så stor, at vi på grund af den økonomiske risiko (Spider Cup kan være et dyrt bekendtskab!) valgte at indstille samarbejdet med det nye team.

Målet var herefter at tage en 'collect it all'-sæson i den danske VW Polo Cup - lige indtil et telefon-opkald mandag eftermiddag genskabte kontakten til hovedsponsoren, der igen havde fået luft i økonomien.
Så blev der arbejdet hurtigt!
Natten til tirsdag blev kontrakten underskrevet og tirsdag morgen blev der taget kontakt til ADAC og Volkswagen Motorsport!
Efter få timer og et utal af telefonsamtaler og mails, var alt igen gjort klart til Kennie's deltagelse i ADAC Volkswagen Polo Cup, og han debuterer efter en større omvej (!!) internationalt på Hockenheim ved åbningsløbet allerede på søndag den 13. april!


Selv om vejen blev noget snørklet, kommer racerkøreren Kennie Frydkjær Jensen(nr. 2 fra højre) igen til at møde alle sine konkurrenter – her er de alle samlet sammen med Volkswagen Motorsports danske direktør, Kris Nissen ved præsentation på Essen Motorshow i december 2007.
(Foto: Vitesse Racing)

"Nu havde jeg jo indstillet mig på en national sæson i Peugeot'en så jeg skal lige bruge et par dage på at indstille mig mentalt på, at det nu alligevel bliver Polo Cup i Tyskland" siger Kennie, og fortsætter: "Jeg har talt med min coach nogle gange siden tirsdag aften og jeg skal nok være klar, når det går løs i week end'en - og jeg glæder mig vanvittig meget..! Det er jo enhver racerkøres drøm at få mulighed for at køre i udlandet - næsten uanset klasse - og med det høje konkurrence-niveau der er i Polo Cup'en i Tyskland, skal det nok udvikle mig som racerkører”.

I forhold til sine konkurrenter er Kennie dog en smule 'bagud' da der blev afholdt pre-season test på Oschersleben i slutningen af marts - naturligvis uden hans deltagelse. Målet for debut-løbet er da også sat lavere end normalt: At se det ternede flag og få bilen ind i kroppen.

Næste løb er allerede i næste week end (St. Bededags-ferien) på Oschersleben, hvor der køres en afdeling både lørdag og søndag.
Her kender Kennie både banen og bilen - og så bliver overliggeren igen hævet til målet for sæsonen: At komme i top-10 blandt de 25 deltagere.

Løbet kan ses forskudt søndag på Premiere Sportportal kl. 12.40 - 13.15 samt på DSF - Deutsche Sports Fernsehen sammen med Formel 3 kl. 18.30 - 19.30.

Selvom vejen blev lidt snørklet, skal der lyde en stor tak til Big Kick - Power Energy Drink, Volkswagen Danmark, VST In Car Entertainment, Erhvervspsykolog Michael Madsen Sjö, Dansk Udstillings Design, Castrol, Kailow Graphic, Brink Anhængertræk, Eibach, Skilte Firmaet, DanBolig - Fredensborg m. fl. der alle støtter op om Kennie i 2008.

Vitesse Racing
Kurt Rene Jensen


Læs mere om:
  • Kennie Frydkjær Jensen
  • Hockenheim
  • 13/04/08 - Hockenheim - Polo Cup - DE

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde