Go Kart   14/02/08

TD-talent med i tysk Formel 1-kartingteam
For det sydvestjyske kartingtalent: Bo Sørensen fra Betty Racing bliver 2008-sæsonen en ny milepæl i motorsports-karrieren for den 15-årige teenager.

Bo Sørensen er netop blevet udpeget som deltager i elitetruppen for karting, som Dansk Automobil Sports Union (DASU) udvikler i samarbejde med Team Danmark (TD).


2008 byder på en spændende kartingsæson for Bo Sørensen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Baggrunden for optagelsen i elitetruppen har været en konstant konkurrence-formkurve i front for den internationale junior-klasse: KF3, forklarer teamchef og far Erik Sørensen. - Her er Bo således regerende vice-danmarksmester fra både 2006 og 2007 udover flotte resultater gennem de sidste to sæsoner i både ind- og udland.

- Jeg glæder mig meget til udfordringerne i elitetruppen, supplerer Bo Sørensen. - Det giver mig mulighed for at forbedre den fysiske form via træningsprogrammer samt udvikle min konkurrencepsykologi. Herudover giver elitekonceptet mulighed for køreteknisk træning samt kurser i taktisk og strategisk planlægning.


Bo Sørensen glæder sig til udfordringerne i TD-elitetruppen og sin nye ”arbejdsplads” i KF2.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

I 2008 fortsætter Bo Sørensen med deltagelse i både den danske og den tyske mesterskabsserie i karting:
- Sammenlagt blev jeg nr. 7 i det tyske mesterskab i 2007. Overordnet set manglede jeg nok lidt konkurrenceheld, for flere gange præsterede jeg omgangstider helt i front under kvalifikation og tidtagning.

2007 bød dog på opstarten af et spændende samarbejde med det tyske top-kartingteam: KSM Motorsport med base i Kerpen lidt uden for Köln.
- I 2008 sker der et navneskifte til KSM Motorsport, fortsætter Erik Sørensen. - Den flerdobbelte Formel 1-verdensmester: Michael Schumacher bliver nu officiel partner i teamet sammen med ungdomsvennerne: Peter Kaiser og Thomas Muschow. På Kerpen-rundbanen har både Michael og Ralf Schumacher høstet de første erfaringer med motorsportens fysiske love.

Bo Sørensen er faldet for aldersgrænsen i KF3-juniorklassen, og hopper derfor et trin op på karting-stigen til KF2:
- I KF2 køres der med lidt højere omdrejninger på motoren, hvilket også gør karten hurtigere. Herudover får jeg nye køretekniske udfordringer med forhjulsbremser, som også suger sekundbrøkdele af omgangstiderne, idet jeg kan/skal bremse senere inden svingene.


Bo Sørensen bakkes op af lillebroderen Christian og far Erik i karting-satsningen hos KSM Motorsport.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Vi forventer os meget af det fortsatte samarbejde med tyskerne, afslutter Erik Sørensen. – På kartingfronten har Peter Kaiser direkte forbindelse til TONY kartfabrikken, som er markedsførende indenfor denne gren af motorsporten. Samtidig har KSM-trekløveret gode kontakter til tysk og international motorsport, såfremt Bo på sigt skal have nye motorsports-udfordringer uden for karting.

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Bo Sørensen
  • Betty Racing

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde